Ctrl. Alt. Delete! Dyrt nederlag i VIBOCOLD Arena

Det blev et dyrt bekentskab med Randers HK i dag, da Viborg HK taber med et enkelt mål i VIBOCOLD Arena. Slutcifrene bliver 19-20.

Vigtigheden af to point var ikke til at tage fejl af i dagens kamp mod Randers HK. Fjerdepladsen, der giver et point med over i slutspillet, var inden for rækkevidde, og krævede "bare", at vi tog to point i grundspillets sidste kamp. Måske det var vigtigheden af de to point, der gjorde udslaget, men Viborg-pigerne fik ikke hul på kampen med samme fart og flotte spil, som vi ellers er blevet vant til at se. Derimod virkede angrebsspillet forkrampet og når der endelig blev skabt åbne chancer, var skuddene ikke præcise nok. Tre straffekast blev brændt, og flere 100% chancer blev forspildt over de 60 minutters spil.  

- Jeg synes vi spiller en rigtig dårlig kamp og brænder rigtig meget. Vi er ikke i fart i angrebsspillet. Egenligt står vi fint i defensiven, men vores angrebsspil kommer aldrig op i fart. Det koster ekstremt dyrt i dag. Jeg er virkelig, virkelig skuffet lige nu. Det er helt ekstremt, siger Stine Bodholt og fortsætter:

- Vi skal lige bruge et par dage på at sunde os over det her. Vi kommer over i en svær slutspilspulje, hvor vi er underdogs. Det ligger måske godt til os. Det håber jeg i hvertfald, for vi skal vise noget andet spil end vi gør i dag. Ellers har vi ikke en jordisk chance i slutspillet. 

Set i håndboldens verden er 20 mål et godkendt antal at lukke ind defensivt, men når målene ikke kommer ind i den anden ende, er det mere end nok til at miste to point. Det så vi desværre i dag, med noget af et tab. Ikke nok med, at fjerdepladsen blev tabt, må vi også erkende, at kvalifikation til Europæisk håndbold ligger fjernt. Deltagelse i EHF Cuppen eller Champions League er nu muligt med en DM pokal i hænderne. Heldigvis er DM pokalen fortsat i spil, da vi i en længere periode har været sikret deltagelse i slutspillet. 

-Vi har alle muligheder for at tage sejren, men må også erkende, at vi er så upræcise i alt vi gør med bolden gennem kampen, at vi ikke fortjener mere. Jeg synes vi hen ad vejen kommer til nogle ting og skaber situationer, hvor vi normalt slår til. Det gør vi ikke i dag. I dag er vi for uskarpe og giver Randers muligheden for at lykkes med de ting de kan. Det ender desværre med, at de løber med sejren. Defensivt står vi fint. Det har vi gjort i lang tid nu, men vi får ingen valuta for arbejdet i dag. Poulsen har nok lige rigeligt mange åbne chancer hun redder, så vi kunne nok have stået lidt bedre, men vi holder dem på 20 mål, og det bør vi kunne vinde en hjemmekamp med. Det kunne vi ikke i dag, og det kræver noget helt specielt for at rejse os nu, siger Allan og kan med en lidt tung fornemmelse i kroppen glæde sig over at være i slutspillet. 

- Den er tung at sluge lige nu. Vi havde muligheden for at blive nummer fire og tage et point med over. Det ville give os fornuftige muligheder for at gå i endnu en semifinale. Nu står vi og skal ud og lave en stor gedigen overraskelse, som selvfølgelig er gjort før. Vi skal gøre det igen. Vi må på med arbejdshandskerne. Der er ikke andet at gøre, men den her skal lige sluges. 

Med dagens nederlag overhales Viborg HK i tabellen af NFH og Team Esbjerg, der begge vandt deres kampe i sidste spillerunde. Dermed ender Viborg HK på 6. pladsen inden slutspillets start.