(Foto: Viborg Kommune)
Viborg HK og det Kinesiske Håndbold Forbund har udvidet deres samarbejdsaftale, så den nu også inkluderer det kinesiske herrelandshold.
Viborg HK offentliggjorde i november, at klubben har lavet en aftale med det Kinesiske Håndbold Forbund. Denne aftale indebærer, at det kinesiske kvindelandshold træner og har ophold i Viborg op til fem måneder om året. Denne aftale er nu udvidet, så den også inkluderer det kinesiske herrelandshold.
Det Kinesiske Håndbold Forbund har planer om at sende herrelandsholdet til Viborg i op til 3 måneder om året, med første ophold primo 2018. Her er planen lige nu, at det Kinesiske Håndbold Forbund sender op til 80 herrespillere og ledere til Viborg for at optimere deres træning og gøre brug af de faciliteter Viborg HK har til rådighed.
”Vi har fået et rigtig godt samarbejde op at køre med det Kinesiske Håndbold Forbund, og udvidelsen af aftalen er et naturligt resultat af dette. Damelandsholdet har været her i en måned, og det er gået over alt forventning. De officials der har været med fra Forbundet har set, at forholdene i Viborg er optimale til formålet. Det er en af grundene til, at Forbundet tog fat i os for at udvide aftalen. Aftalen er unik og den første af sin slags i dansk håndbold, så vi har været spændte på, hvordan det ville gå, men det er gået over alt forventning,” siger Henrik Dahl, direktør i Viborg HK.
Når Det Kinesiske Håndbold Forbund er i Danmark har de base for enden af Stadioncentret, hvor Boligselskabet Sct. Jørgen har stillet boliger til rådighed.