Viborg HK har indgået en tre-årig aftale med Ida-Marie Dahl, der fra den kommende sæson vil trække den grønne bluse over hovedet og kæmpe for traditionsklubben.
19-årige Ida-Marie kommer til Viborg HK fra Ajax København, og vil fra den kommende sæson indtage stregspilspositionen hos Viborg HK.
- Jeg har valgt at skifte til Viborg HK næste sæson, fordi klubben har et rigtig godt træningsmiljø, samt en masse dygtige spillere, som kan være med til at udvikle mig som spiller. Derudover er alt omkring klubben meget professionelt, og jeg ser skiftet som en stor mulighed for mig og min personlige udvikling.
Trods sine kun 19 år, har Ida-Marie oparbejdet en stor erfaring fra ungdomslandsholdene, som hun har været en del af helt fra begyndelsen. Hun har blandt andet repræsenteret Danmark ved U17 EM, U18 VM og U19 EM. Seneste slutrunde var i selskab med tre af de nuværende Viborg HK piger, Kristina Jørgensen, Nikoline Lundgreen og Anne-Sofie Filtenborg.
- Et af mine mål i forhold til skiftet til Viborg HK, er at udvikle mig, ved at prøve kræfter af på et af Danmarks tophold. Derudover måske en dag at kunne blive førstevalg på streg positionen, og få en stor rolle på holdet. Mit helt store mål for min karriere, må være at komme på A landsholdet en dag. Viborg kan hjælpe mig på vej mod mine mål, ved at give mig en masse god træning, sammen med flere profiler i dansk håndbold. Derudover noget rutine og erfaring ved at spille med på øverste hylde, samtidig med at man er et sted der er godt at være.
Cheftræner i Viborg HK, Allan Heine, ser en stor fremtid i Ide-Marie, hvis spillestil og energi han ser passe rigtig godt ind i truppen.
- Ida-Marie er en spiller, som jeg har fulgt i godt og vel tre år. Jeg synes hun har en energi, power og vildskab, som passer godt ind i den måde, vi gerne vil gøre tingene på. Hun dækker godt op, er eksplosiv og en dygtig angrebsspiller, som giver en sund konkurrence på vores hold. Samtidig giver det os muligheden for at kunne træne på et endnu højere niveau og holde trykket i kampene på et højere niveau, end vi kan nu, siger Allan Heine.