På tur med Carin

Carin Strömberg har lavet et nytårsforsæt om at være ude mindst en time om dagen. Lørdag d. 16. september brugte hun formiddagen i Dollerup Bakker, sammen med Viborg HKs sponsoransvarlig, Anette Pedersen.

Vores spillere er jævnligt forbi kontoret, hvor snakken kan gå om stort og småt. En dag Carin var forbi, gik snakken på omgivelserne i Dollerup Bakker, hvor Carin nyder at være. Det kan Anette godt forstå, for ligesom Carin, tilbringer Anette en del tid i Dollerup Bakker. Hun har sin hest, Skjoni, opstaldet der og tager jævnligt på rideture i Dollerup. Da Carin hørte dette ytrede hun et ønske om en dag at komme med ud og prøve at ride. Derfor inviterede Anette (efter lange overvejelser – der skulle nødig komme skader 😉 ) på tur en lørdag i september, hvor Carin kunne få lov at ride på Anettes hest, Skjoni.

Som Carin selv sagde på dagen, så virkede det som en rigtig god ide inden hun kom afsted, men nervøsiteten voksede jo tættere mødet med Skjoni kom. Der var heldigvis ingen grund til nervøsitet. Da først Carin havde hilst på Skjoni var der ingen slinger i valsen, og Carin havde ingen kvaler ved at sætte sig i sadlen og tage på tur i de smukke omgivelser. Fem kilometer blev det til, og Carin var tydeligt begejstret efter turen.

- Det er helt utroligt, hvordan man bliver fyldt med en ro og får ryddet tankerne. Det har været så hyggeligt at være herude, og jeg vil helt sikkert gerne tilbage en dag.

Heldigvis er der ingen planer om et karriereskifte, og Carin er klar til fortsat at kæmpe for sejren i den grønne trøje.