Lad os konstatere med det samme, at der ingen Tiger Woods findes i Viborg HK. Det kan vi med klarhed melde ud efter pigerne fredag var på team building hos Hjarbæk Fjord Golfcenter. Heldigvis er det ikke golf talentet der skal udfoldes i løbet af sæsonen, og turen på golfbanen var derfor også tænkt som en sjov og anderledes måde for pigerne at lære hinanden at kende. Noget som unge Anne Hykkelbjerg nød: ”Jeg synes det har været super hyggeligt og rigtig sjovt.
Nu er jeg ny på holdet, så det er fedt at lære de andre lidt bedre at kende. Det har været udfordrende at spille golf, men det har været super sjovt. Vi griner lidt af hinanden selv om det ikke går så godt,” sagde Hykkelbjerg efter spillet. Hykkelbjerg er et af de unge talenter, som er blevet tilknyttet truppen til denne sæson. Hun skal med sine kun 17 år være en del af foreningens U18 hold samtidig med, at hun lige så stille får mere træning med ligatruppen. Hykkelbjerg var ikke den eneste der nød dagen, og alle spillere tog udfordringen i stiv arm. Det var tydeligt, at konkurrencegenet ikke er gået tabt hen over ferien. Inden spillerne gik ud på golfbanen øvede de skud på driving range og putting green. Derefter inddelte Allan spillerne på tre hold, hvorefter de gik ud på golfbanen og spillede fire huller. Selvfølgelig var der tænkt konkurrence ind i spillet, så det vindende hold ville få en præmie. Vinderen blev det hold, der spillede de fire huller med færrest slag. Som et lille twist var der sideregler med. Inden holdene gik ud til deres første tee-off fik de 24 bolde. For hver bold de mistede på de fire huller ville de blive fratrukket et point. Kom de derimod hjem med flere end 24 bolde ville de få et ekstra point pr. bold. Resultatet blev, at man flere gange kunne finde spillere rundt i buske, højt græs og sivkanter med øjnene rettet mod jorden, for alle point gælder når man vil vinde. Vinderholdet blev AG, Uno, Haugsted og Stine. Sidsel stod for en af dagens flotte detaljer, da hun til stor jubel fra de der så det, på putting green lavede hole in one. I den kommende uge skal harpiksen pakkes ud, boldene findes frem og tempoet i vejret, da truppen bevæger sig indendøs i Vibocold Arena og påbegynder træningen frem mod den kommende sæson.