Ambitionsniveauet er højt i Viborg HK, på banen såvel som i administrationen. Derfor er det også med stor glæde, at vi kan meddele, at Claus Vinther Sørensen pr. 1. august er ansat som sponsoransvarlig i klubben. Claus har bred erfaring med salg af kontorartikler, og har blandt andet arbejdet for Red Office og Sapa. Nu venter nye eventyr i Viborg HK, hvilket Claus glæder sig til. "Det bliver spændende at komme ud og prøve noget nyt. For mig er håndbold en helt anden boldgade og jeg glæder mig til den udfordring det bliver at skifte til en ny branche. Det bliver godt med noget nyt brændstof til hjernen. Derudover glæder jeg mig også til at se, om det virkelig passer, at håndbold er en sport der går under huden på én. Det er der rigtig mange der har fortalt mig er tilfældet, så jeg glæder mig til at opleve det," siger Claus. Claus vil sammen med Anette Pedersen være primus motor på salg af sponsorater såvel som sponsorpleje. "Med ansættelsen af Claus har vi fået endnu en stærk sælger på holdet, som kan hjælpe med at løfte vores sponsorindtægter og sponsorpleje til et højere niveau. Som topklub igennem mange år har vi en historie og et brand, som skal formidles rigtigt for at få sponsorerne til klubben. Det skal Claus hjælpe med, så vi forhåbentligt kan nå ud til endnu flere virksomheder og skabe flere stærke samarbejder," siger direktør i Viborg HK, Henrik Dahl.