Nips og Kris forlænger med Viborg HK

Vi har i dag sendt følgende pressemeddelelse ud: 

Viborg HK har forlænget aftalerne med Amalie Grøn og Kristina Jørgensen.

Amalie Grøn, der kom til Viborg HK til sæsonen 2016, har forlænget sin kontrakt til 2020. En et-årig tilføjelse til hendes nuværende kontrakt, som løber til 2019.

”Jeg er rigtig glad for at være i klubben, og håber at kunne udvikle mig til at blive en endnu større del af holdet og få mere spilletid. Derudover er jeg over de seneste sæsoner faldet rigtig godt til på holdet og i Viborg. Vores trup er en ung trup, hvilket viser, at der bliver tænkt på fremtiden. Det håber jeg at være en del af, da jeg tror på, at vi kan opnå gode resultater. I september startede jeg også studie i Viborg, hvor jeg nu læser til sygeplejerske. Det gør det let, at mine studier og håndbold er i samme by, og jeg behøver ikke at tænke på transporttid,” siger Amalie om forlængelsen.

Den ny-udklækkede A-landsholdsspiller, Kristina Jørgensen har også forlænget sin kontrakt med Viborg HK. Jørgensen fortsætter i klubben til 2021. En 2-årig forlængelse af hendes nuværende kontrakt, som løber til 2019.

”Jeg har valgt at forlænge med Viborg HK, fordi jeg er rigtig glad for at være her. Vi har et godt koncept og et godt hold, med unge spillere som vil træne og udvikle sig. Samtidig er der en rigtig god træningskultur og der er lavet nogle spændende indkøb til næste sæson, så jeg er sikker på, at vi også når langt de kommende år. Der er flere faktorer der spiller ind i, at jeg har forlænget og mange ting der taler for at blive. Jeg er rigtig glad for at have Allan som træner, og jeg er faldet godt til i byen, hvor alt er let tilgængeligt. Alt er gået op i en højere enhed, og det er derfor jeg vælger at forlænge min aftale med Viborg HK,” siger Jørgensen.