Viborg HK skriver kontrakt med Moa Høgdahl

(Foto af Svein André Svendsen) 

Vi har i dag sendt følgende pressemeddelelse ud:

Højre back bliver stærkt besat i Viborg HK til den kommende sæson, da klubben har lavet en tre-årig aftale med norske Moa Høgdahl.

”Det er min første udlandsklub, og derfor er det vigtigt, at Viborg HK føles som den rette klub for mig,” siger Moa og fortsætter:

”Jeg har fået et godt indtryk af Allan Heine, og tror, at han og jeg sammen kan hæve mit niveau, så det bliver højere endnu. Jeg har også fået et godt indtryk af klubben, som har gode traditioner for at ligge i toppen af dansk håndbold.”

21-årige Moa Høgdahl er vokset op i Trondheim og har fået håndboldtalentet ind med modermælken. Hendes mor, Mia Hermansson-Høgdahl, blev i 1994 kåret til verdens bedste håndboldspiller af IHF.

Moas håndboldkarriere startede i Strindheim, hvorfra hun i 2014 valgte at tage skridtet videre og skifte til Byåsen Håndbold Elite. Hun har repræsenteret de norske ungdomslandshold til EM og VM, og er nu en del af de talentfulde norske rekrutlandshold.

”Jeg tror på, at jeg i Viborg HK kan opnå en personlig udvikling i alle faser af spillet gennem den stærke træningsgruppe med højt niveau. På holdet håber jeg, at jeg kan bidrage til, at vi kan nå klubbens målsætning og spille med om titler,” slutter Moa Høgdahl.