Stjerneskud på vej til Viborg HK

Et af landets største ungdomstalenter skriver 3-årig kontrakt med Viborg HK, og med den aftale, har cheftræner Jakob Vestergaard en spændende bagspiller til truppen fra sæson 2023/24, fortæller han:

´Laura Borg er en ung og meget talentfuld spiller, som jeg glæder mig til at arbejde med og være med til at styrke den gode udvikling, vi allerede ser, at hun er inde i.

Det er især på det danske ungdomslandshold, at jeg har lagt mærke til Laura Borgs store potentiale. Hun er en interessant venstre back med et rigtig godt skud fra distancen. Hun kan samtidig lide at bruge sin gode fysik og er i stand til at dække godt op, og det er også en af de ting, vi har kigget på ved Laura Borg – at vi i hende får en dygtig tovejsspiller´.

Når 18-årige Laura Borg skriver kontrakt med Viborg HK er det med stor begejstring og en vis ydmyghed:

´Jeg er vanvittig spændt på at komme til Viborg. Det er en vild tanke, at jeg skal spille her, for det har altid været min drøm. Jeg bliver færdig med gymnasiet til sommer, så jeg glæder mig så meget til, at det hele kommer til at dreje sig om håndbold´.

Den gamle grønne håndboldklub har et pokalskab der i Danmark ikke findes magen til, og selvom Laura Borg da også går med drømme om medaljer, er det slet ikke der, fokus er til at starte på, fortæller hun:

´I al beskedenhed drømmer jeg om at blive en af de bedste, og jeg ved, at klubben har et rigtig godt træningsmiljø, og klubben har mange gange tidligere udklækket nogle af de helt store talenter – se bare på Kristina Jørgensen og Line Haugsted. Selvfølgelig er det på sigt også drømmen om de store titler, jeg stiler mod, men de næste år handler for mig om udvikling, udvikling og udvikling, og derfor tror jeg heller ikke, at jeg kan lande en kontrakt et bedre sted end i Viborg.

Jeg har hørt så meget positivt om klubben, og jeg håber, at jeg både sportsligt og menneskeligt bliver udfordret, og dermed i stand til at dygtiggøre mig. Jeg glæder mig til at komme ind i Viborg HK´s professionelle trænings set up, og jeg ser virkelig frem til, at der bliver stillet store krav, og at jeg skal præstere hver gang´.

Med både Laura Borg og målvogter Ida Marie Kaysen på kontrakt fra næste sæson, har Viborg HK sikret sig to af de helt store up-comming håndboldtalenter, hvilket direktør Jens Steffensen er særdeles godt tilfreds med:

´Vi hverken kan eller skal købe de største spillere ind til klubben. Vi er fremragende til talentudvikling, og strategien for os er netop at finde de funklende stjerner, som vi kan arbejde videre med. I Laura Borg og Ida Marie Kaysen har sikret os to af landets bedste ungdomsspillere, og det er et vigtigt skridt på vejen i den opbygningsfase, vi er i´.