I Viborg HK har vi en masse officials (faktisk hele 85) som både hjælper os i dagligdagen og til kampe. Uden deres hjælp, så ville vi slet ikke kunne få tingene til at hænge sammen. Vi har taget en lille snak med 3 af vores officials, som hjælper til på hver deres måde. Når man er official, kan der være mange forskellige opgaver og alle opgaver er vigtige.
Emil, Eva og Grethe hjælper til på forskellige måder og med forskellige opgaver. Eva er en af dem der kommer før kampe, og hjælper med at dække op i loungen, så den ser godt ud når vores VIP-gæster kommer. Ligeledes hjælper hun også til i vores genbrugsbutik, Grøn Fornuft*. Emil hjælper til før, under og efter kampene i vores lounge. Han sørger for at skænke fadøl, sodavand eller vin med et smil. Grethe hjælper til nede på gulvet omkring banen. Her sår hun blandt andet og scanner billetter og hjælpe folk med at finde deres plads.
Vi har stillet 3 spørgsmål til Emil, Eva og Grethe.
Hvorfor er du en del af officials-teamet i Viborg HK?
Eva: Jeg er hjælper i klubben, da jeg har været spiller, bestyrelsesmedlem i Amatørafdelingen, træner m.v. i klubben siden 1972 og altid vil have et grønt hjerte. Vil gerne være med til, at klubben også i fremtiden vil bestå, da den ikke kan det uden frivillige hjælpere.
Grethe: Det var min kæreste der for 20 år siden, fik mig med som officials. Det har jeg været glad for, vi har det fantastisk i gruppen socialt, og jeg har derigennem fået mange venskaber.
Emil: Jeg var fan af Viborg HK og fik muligheden for at komme ind og se kampene gratis, så derfor startede jeg med at hjælpe og være official i Viborg HK.
Hvordan er det at være officials i Viborg HK?
Eva: Der er dejligt at være en del af fællesskabet, som alle arbejder for samme sag (VHK) og synes også, at vi bliver værdsat af klubben.
Grethe: Jeg er rigtig glad for at være officials, man møder mange nye mennesker, nye tilskuere og gamle tilskuere der altid er klar med en jokes. Nu hvor jeg er blevet pensionist, er det dejligt der er noget jeg skal af sted efter.
Emil: Det er rigtig hyggeligt at være deroppe og hjælpe til. Man kommer til at møde en masse nye mennesker og får nogle nye venskaber.
Kan du anbefale andre at blive en del af officials-teamet i Viborg HK?
Hertil er der et klart og tydeligt svar fra dem alle: JA.
Så ser du en af vores officials i hallen under kampen, så mød dem med et smil og en highfive, for hvis de ikke var der, så var der ikke en kamp at se.
Vi, i Viborg HK, vil gerne sende den største tak til alle vores officials. Uden jer, ingen klub. Tak for et fantastisk samarbejde, godt humør og den måde I er på. TAK!
*Grøn Fornuft er en genbrugsbutik som betjenes af en masse af vores frivillige. Grøn Fornuft har adresse på Gravene 28, 8800 Viborg. Har du ikke været forbi butikken, så kan vi klart anbefale at tage et smut derned.