Ved gårsdagens ekstraordinære generalforsamling i Viborg HK, blev tre nye medlemmer valgt til bestyrelsen.
Dan Bjerregaard, direktør og stifter af Svanerent A/S
Dan Bjerregaard er stifter af det lokale rengøringsselskab, Svanerent A/S, der sidste år kunne fejre 10-års jubilæum. På de 10 år er virksomheden gået fra 0 – 120 ansatte, og Dan Bjerregaard fortæller, at hans vækststrategi allerede fra virksomhedens begyndelse har været et stort fokus på netværk og involvering i lokalområdet, for herigennem at udbrede kendskabet til den kvalitetsrengøring, der er virksomhedens grundsten. Det er nogen af de værdier og den tankegang, han ønsker at tage med ind i Viborg HK:
´`Vi er og har været involveret i mange gode lokale projekter bl.a. Snapsting, Jul i Viborg, Grønne Sammen og Den Grønne Bazar. Vi er desuden sponsor i VFF, Tinghallen og VHK, og jeg mener, at det er altafgørende for byens udvikling, at kulturen og sporten står stærkt, og jeg håber, at jeg med mit engagement i Viborg HK kan bidrage til at skabe et godt fundament for klubben igen. Selvom fodbolden gør det helt fantastisk for tiden og fuldt fortjent får meget opmærksomhed, skal vi ikke glemme, at Viborg HK er kendt i hele landet og i Europa, og det vil jeg gerne bidrage til, at klubben fortsat skal være´.
Carsten Andersen, direktør i SB Værktøj
Carsten Andersen er direktør i SB Værktøj i Viborg og driver til dagligt butikken på Katmosevej, hvor han sælger arbejdstøj, maskiner, værktøj m.v. til industri og håndværkere. Det store netværk, han har fået igennem sit professionelle virke, ønsker han aktivt at sætte i spil og eksponere for derigennem at bakke op om Viborg HK. Desuden er Carsten Andersen også et særdeles kendt navn indenfor håndboldverdenen. Som sportschef og træner i Stoholm IF, har han brugt utallige timer i hallerne, og han elsker alt det, som sporten giver af sammenhold og nærvær, og når Carsten Andersen indtræder i bestyrelsen, gør han det af flere årsager:
´De forandringer Viborg HK har gennemført indenfor de seneste måneder betyder, at jeg tror på klubbens positive udvikling og vil gerne bidrage hertil. Viborg HK er et kæmpestort brand indenfor kvindehåndbold, men gør vi ikke en ekstraordinær indsats, vil værdien af det langsomt forsvinde. Vi har en imponerende historik i klubben og er altså stadig Danmarks mest vindende kvindehåndboldklub. Derfor vil jeg gerne være med til at rejse klubben igen. Igennem mine mange år som forretningsdrivende og håndboldmand, har jeg opbygget et ret bredt netværk, og det vil jeg gerne bruge til at sikre den positive udvikling, klubben er i. Jeg mener, at VHK har brug for ambassadører, bestyrelsesmedlemmer samt aktive medspillere. Vi har brug nemlig brug for stærke kræfter til at sprede de gode ringe i vandet, så vi får flere med og dermed genopbygger et godt økonomisk fundament. Talentmassen er der, og klubbens træningsmiljø er også på plads. Så får vi sammen gjort fundamentet stærkere, kan vi igen komme helt tilbage i toppen af dansk håndbold´.
Finn D Andersen, souschef i Vestsalling Skole og Dagtilbud
Finn D Andersen er souschef i Vestsalling Skole og Dagtilbud, en institution med 95 medarbejdere. Han er meget engageret lokalt, hvor han sidder i flere bestyrelser for foreninger, der bidrager positivt for lokalområdet i Salling. Han har en sportslig baggrund som aktiv og træner i håndbold og atletik. Desuden har han været Viborg HK fan siden Rikke Poulsen spillede højre fløj mod Larvik. Han kender dermed klubben fra en helt anden side end de to erhvervsfolk, Dan Bjerregaard og Carsten Andersen, og han glæder sig til at bidrage til klubbens arbejde omkring fans, tilskuere og foreningssamarbejdet:
´Jeg har mange års erfaring med forenings- og bestyrelsesarbejde, og har desuden været med som fan af Viborg HK igennem mange år. Det at drive en håndboldklub er på mange måder som at drive flere forskellige virksomheder i én. Det sportslige er hele fundamentet, men uden økonomien, er der ingen sport. Hvis publikum ikke er til stede, er det svært at skabe et produkt, der kan sikre et økonomisk fundament. Og så er der hele elitens forhold til omverdenen. Et godt samarbejde mellem den professionelle sportsforretning og moderforening og ikke mindst også kommunens andre foreninger er en fundamental byggesten for at få succes. Jeg synes, at Viborg HK har taget mange store skridt i den rigtige retning den seneste tid, og derfor vil jeg gerne involvere mig og aktivt tage del i den udvikling på de områder, hvor mine kompetencer ligger´.
Ny strategi kræver nye kræfter
Udvidelsen af bestyrelsen et er vigtigt skridt på vej til effektuering af den strategi, der er lagt for klubben og dermed af stor betydning for fremtiden, fortæller formand, Karsten Cronwald:
´Vi har igennem et stykke tid været på udkig efter personer med kompetencer indenfor de områder, vi gerne vil optimere på og med Finn D. Andersen, Carsten Andersen og Dan Bjerregaard er vi blevet styrket netop der. Vi får således to stærke erhvervsfolk ind, der aktivt ønsker at sætte deres netværk i spil, samtidig med at vi også får en erfaren og engageret mand, der er vant til at udvikle i foreningsregi. Udvidelsen af bestyrelsen i klubben er enorm værdifuld, og vi kan faktisk allerede helt konkret mærke, at de nye kræfter har bidraget til nye kommercielle muligheder, og vi glæder os til det fortsatte samarbejde´.
Bestyrelsen består af:
Karsten Cronwald, Formand
Palle Kjeldgaard-Christiansen
Carsten Andersen
Dan Bjerregaard
Finn D. Andersen
Jesper Dissing
Hans Erik Lund
Gregers Johansen
For yderligere oplysninger kontakt formand, Karsten Cronwald tlf. 41101080 / direktør i Viborg HK, Jens Steffensen tlf. 22912359 / bestyrelsesmedlem Palle Kjeldgaard-Christiansen tlf. 20786829