Nederlag på Danmarks sværeste udebane

Inden aftens opgør mod NFH på Falster var statistikken ikke i vores favør .. 4 gange forinden i denne sæson havde vi tørnet sammen og ikke én gang, havde vi trukket os ud med en sejr.

Det var planen, at vi skulle bryde den dårlige stime i aften, og efter en virkelig flot periode, hvor Viborg HK kunne se tilbage på hele 7 ubesejrede kampe, var det med en god portion selvtillid, vi tog den lange vej til NFH.

Klokken 19.30 fløjtes kampen i gang, og selvom NFH kommer bedst fra start, hale vi hurtigt ind på dem og kampen bølger frem og tilbage. Charité Mumbongo leverer 5 mål på 6 forsøg, og Mathilde Juncker står i det meste af første halvleg med en redningsprocent på ca. 34%, og VHK kæmper sig endda til en 1-måls føring flere gange. Med 6 minutter igen står vi lige (11 - 11), men de næste minutter koster os dyrt. Vi laver flere tekniske fejl (vi laver 8 i alt i første halvleg), og vi går til pause nede med 4 mål (15 - 11).

Vi tager hul på anden halvleg med en scoring fra Högdahl, og dermed er der blot 3 mål imellem os. Samtidig lægger Juncker ud med en stor redning, og vi kommer godt fra start. Den gode start holder dog ikke længe, og mens vi laver flere fejl og brænder flere gode chancer i angrebet, får NFH gang i sit kontraspil og halvvejs i anden halvleg står der 22 – 16.

Jakob Vestergaard tager time out og selvom resultaterne af det ikke ses i første angreb, betaler det sig i høj grad i de efterfølgende minutter, hvor VHK sætter hele 4 mål ind. Desværre lykkes NFH også med scoringer, og dermed sidder de stadig godt på kampen med en 4-måls føring, hvor der blot er 10 minutter igen.

Men kampen er ikke slut endnu, og Viborg HK kæmper og holder ved, og med 1 minut igen, står der 26 – 24, og hjemmeholdet tager timeout.

Vi må desværre tage fra Danmarks sværeste udebane med et nederlag på 27 – 24.

Målstatestik:

Charité Mumbongo 5

Moa Högdahl 3

Mathilde Rivas Toft 4

Ida Marie Dahl 1

Tonje Enkerud 1

Emilie Hovden 6

Maria Fisker 4