Venstre fløjen Lærke Nolsøe stopper i Viborg HK – et år før kontraktudløb – efter gensidig aftale og ønske, fortæller direktør Jens Steffensen:
´Vi er godt besat på venstre fløj, og som tidligere meldt ud har klubben ingen interesse i at råde over hele 3 spillere på den position, så det har været helt naturligt for såvel klub som spiller at finde en god løsning på det. Vi har derfor haft flere drøftelser og er nået frem til en aftale, som begge parter er tilfredse med.
Lækre Nolsøe har gjort det godt i den grønne trøje og var jo bl.a. med i den skæbnesvangre DM-semifinale forrige sæson og var også med til at vinde en sølvmedalje ved European League, hvor Final4 blev spillet i Viborg. Vi ønsker hende alt det bedste fremover´.
Lærke Nolsøe startede i Viborg HK i sæson 2021/22, og dermed er det blevet til to gode sæsoner i den grønne trøje, fortæller hun:
´Jeg tager en masse dejlige håndboldoplevelser og gode bekendtskaber med fra min tid i VHK. Især husker jeg EHF-finalen og DM-semifinalen forrige sæson. Sportsligt var det præcis sådanne kampe, jeg jagtede ved mit skifte til Viborg HK.
Nu er tiden kommet til at jeg skal videre til næste kapital, og jeg glæder mig helt utroligt meget til det, som venter mig i den nye sæson´.