Hele holdet slog til og sendte Ikast Håndbold hjem med uforrettet sag

De seneste rundt 35 år har de to midtjyske ligahåndboldklubber fra Ikast og Viborg haft et utal af spændende og medrivende opgør. Godt nok har Ikastklubben over årene haft en række forskellige navne for den professionelle afdeling. Men Ikastånden har altid været holdets momentum.

Selv om Ikast Håndbold på nuværende er en del af Bambuni Kvindeligaens absolutte tophold, mager det sig sådan, at VHK og Ikast Håndbold efter 8. spillerunde deler 4. pladsen med København Håndbold. De tre mandskaber har alle samlet 10 point på kontoen.

Den stilling blev efter aftenens kamp i Biocirc Arena ændret, så Viborg HK nu har 12 point medens de to konkurrenter stadig må nøjes med 10 point.

De to VHK point blev hentet hjem af et ualmindelig godt arbejdende Viborg mandskal. Sejren på 28 - 27 blev slutresultatet i en kamp, hvor VHK, på nær et par minutter i anden halvleg, var i front hele kampen igennem. En føring på 16 – 15 ved halvleg gav i pausen megen snak blandt VHK tilhængerne. Flere var af den formening, at Ikast Håndbolds mange landsholdsspillere ville tromle over VHK i anden halvleg. Men denne spådom blev gjort til skamme.

Målmand viste vejen
Kampens VHK spiller, målmanden Louise Bak, viste vejen med et til tider formidabelt spil. Målmandsindsatsen blev som antydet fulgt op af hele holdet. Så på bagkant af kampen var der de facto ikke på noget tidspunkt tvivl om, at det denne gang var VHK, der fik sejren over kollegaerne fra Ikast. Da Sara Hald og cheftræner Anders Friis efter kampen fik jobbet med at sætte fire ord på indsatsen sagde Sara Hald: udstråling og vilje. Anders Friis bød ind med: fight og disciplin.

Under alle omstændigheder bød årets sidste ligahåndboldkamp i Biocirc Arene på et mesterværk i godt håndboldspil for de rundt 1.000 tilskuer.

På lørdag den 15. november kl. 1400 afgøres det, om VHK får foden indenfor i sæsonens gruppespil i European League. Her møder det svenske mesterhold IK Sävehof frem i Biocirc Arena. Med uafgjort i første kamp i Partille sidder VHK tættest på gruppespillet. Nærværende klummeskriver anbefaler, at alle VHK fans møder frem, for at hjælpe holdet til igen at spille om medaljer og pokal i en af de tre europæiske håndboldligaer.

Viborg HK – Ikast Håndbold: 28 - 27
Målscorer: Marielle Martinsen 5, Sara Hald 4, Clara Skyum Thomsen 4, Jana Mittún 4, Rosa Schmidt 3, Era Baumann 2, Laura Thestrup 2, Elma Ôrtemark 1, Henriette Hansen 1, Anne Hykkelbjerg 1, Maria Fisker 1.