Første slutspilskamp endte med et nederlag

Viborg HK bragte sig hurtigt foran og første det meste af kampen med både 1,2 og 3 mål. Det var en kamp, der skulle vise sig at blive meget tæt, og som først blev afgjort indenfor de sidste 10 minutter, hvor Nykøbing-Falster trak fra og vendte Viborg føringen til en sejr til NFH på 32-27.

Efter kampen er det en tydeligt skuffet Ida-Marie Dahl, der sætter ord på kampen:

´Jeg er tom og skuffet. NFH gør det svært for os, og vi gør det virkelig svært for os selv. Vi brænder for mange chancer, og vi vinder ikke duellerne. Det er nok den sværeste udebane, der findes i ligaen, men det er bare ikke en undskyldning - vi gør det ikke godt nok.

Nu skal vi samle os selv op, og så har vi en ekstrem vigtig kamp på søndag, hvor vi skal vinde over Storhamar på hjemmebane, så vi kan spille os i Final4 i European League. I forhold til slutspillet, er det jo stadig helt åbent og alt kan ske, men vi har meget at arbejde på´.

Anna Kristensen stod en flot kamp for Viborg, men selvom hun vinder målmandsduellen, er hun skuffet over indsatsen, men ser dog ikke nederlaget som afgørende for det videre forløb i slutspillet:

´Meget kan ske, og jeg er ikke skuffet over at tabe over NFH på deres hjemmebane, men jeg er skuffet over, hvordan vi spiller i dag. Vi smider mange bolde væk, hvilket giver dem rigtig mange kontramuligheder. Vi har stadig mange kampe i slutspillet, og vi må bare samle os op igen og arbejde på de ting, der skal til, for at vi kan blive skarpere´.

Cheftræner Jakob Vestergaard er heller ikke tilfreds med præstationen på Falster her til aften:

´Vi får ikke løst deres 7 mod 6, og det skaber store problemer for os. Samtidig laver vi alt for mange fejl i angrebet. Vi må også konstatere, at vi er meget udfordret af, at vi ikke har Moa Högdahl med, og hendes fravær kan vi især mærke i angrebet.

Intet er afgjort i slutspillet efter én kamp, og som sagt inden dagens match, ville det ikke være nogen katastrofe for os at tabe til NFH på udebane. Problemet ligger ikke så meget i selve nederlaget, men mere i måde vi taber på, for vi leverer alt i alt en broget indsats, hvor det nok kun er Anna, der præsterer på topniveau´.

Ida-Marie Dahl, Kristina Jørgensen og Line Haugsted satte alle 5 mål ind, mens Lærke Nolsøe og Mathilde Rivas Toft satte 4 ind, Stine Andersen scorede 3 og Tonje Enkerud satte et enkelt mål ind.