Maria Fisker i lykkelige omstændigheder

Knap er det nye år skudt i gang, før en nyhed af de helt store og glædelige er tikket ind: Maria Fisker er i lykkelige omstændigheder og venter sit andet barn til sommer.

De glædelige nyheder sætter selvfølgelig cheftræneren i en ny situation, om hvilken han siger:

´Først og fremmest er vi bare rigtig glade på Marias og Jeppes vegne, og selvom det lyder helt vildt, er der jo bare noget, der er større end håndbold´ siger Jakob Vestergaard med et stort smil og fortsætter:

´Det giver selvfølgelig lidt udfordringer på banen, og det håndterer vi ved at rykke Laura Holm op fra U19 til ligatruppen. Laura Holm er virkelig dygtig, og der ligger et stort potentiale. Hun skal stå i lære hos Lærke Nolsøe, der jo kommer hjem fra et VM med både en bronzemedalje om halsen og et tilbageblik på en turnering, hvor hun har spillet helt fantastisk, så jeg er fortrøstningsfuld, selvom Fisker bestemt ikke er en, man lige kan erstatte.

I bagkæden har Fisker også løst flere opgaver, så det er kærkomment, at Mathilde Rivas Toft kommer tilbage, og desuden er Signe Vetter også klar til at træde til, så vi sikrer os bagkæden i et travlt kampprogram.

Udenfor banen har Maria også en stor rolle, og jeg er glad for, at hun stadig vil være omkring truppen i det omfang, det er muligt, og så glæder vi os til at se hende tilbage på banen engang i næste sæson´, slutter Jakob Vestergaard.