Med fem spillere hjemvendt fra EM og en stor flok, der igennem december måned har trænet en del individuelt, har dagene op til kampen mod Holstebro Håndbold været brugt med fokus på at få holdet til at spille rigtig godt sammen igen.
Desuden danner dagens kamp rammen for en meget stor og meget glædelige begivenhed:
- Ida-Marie Dahl gør comeback.
Sidst vi mødte Holstebro Håndbold, kunne vi tage hjem med en sejr på 31 – 27 efter en kamp, hvor især bagspillerne og i særdeleshed Lærke Christensen forvoldte os problemer.
Klokken er 19.00 og dagens kamp fløjtes i gang. De første 20 minutter byder op til en tæt match, hvor holdene følger hinanden mål for mål. Herefter begynder Viborg HK stille og roligt at trække fra, og går til pause med en føring på 15 – 11, hvor Fisker har sat de 5 ind.
At Lærke Christensen og de øvrige bagspillere gav problemer ved sidste møde, kan absolut ikke ses denne gang.
I anden halvleg skrues tempoet op og det samme gør Viborg HKs føring.
Få minutter inde i anden halvleg skete det endelig … Ida-Marie Dahl løber på banen, får bolden, vrister sig fuldstændig fri og scorer.
JA TAK! Den scoring viser, at 11 måneders pause definitivt er forbi.
Kristina Jørgen er inden aftens kamp den spiller i Bambusa ligaen, der har lavet flest assist og ligaens 2. mest scorende, og i aften er der da også nærmest ild i hende. Hun ender med at sætte i alt 9 mål ind og bliver også kåret til kampen profil.
Kampens resultat 33 – 21 taler for sig selv, og Jakob Vestergaard er da også rigtig godt tilfreds:
´Jeg synes, at vi spiller en rigtig god kamp, hvor vi får stort set hele truppen i spil. Vi har et godt forsvar, en god bevægelighed, og vi er rigtig gode i kontrafasen, hvor vi udnytter vores kontra til at score mange mål, og det er jo lige netop det, som vi er gode til, og det som vi gerne vil´
Desuden fremhæver Jakob Vestergaard at det ekstra fokus der har været på 7 mod 6 til træning virkelig kan ses i aftens kamp, hvor der scores næsten hver gang i 7 mod 6 spillet.
Tilbage er der blot at sige ´Godt nytår´