To sikre point i nabostrid

Det er altid et godt tegn, når publikum skruer helt op for jublen inden kampen er skudt i gang. Det skulle også vise sig tilfældet i dag, hvor godt 1900 veloplagte publikummer startede braget mod Randers med at hylde vores fantastiske målvogter, Anna Kristensen. Med en redningsprocent på svimlende 42% i februar blev Anna fortjent valgt til månedens profil i HTH Ligaen. 

Storspillet fra februar har Anna tilsyneladende taget med ind i marts, hvor aftenens nabostrid med Randers fortjent gik til Viborg HKs side. Vi vinder 30-21, ikke mindst grundet en redningsprocent på hele 46% fra Anna. Derudover lykkedes pigerne rigtig godt med at holde tempoet oppe i angrebsspillet trods det, at gæsterne spillede med en lavere kadance og trak tempoet ned, når de havde bolden. Det har tidligere voldt problemer, men i aften holdt Kris, Haugsted og resten af holdet hovedet koldt og tempoet oppe, så Randers reelt ikke havde en chance for at komme ind i kampen. 

- I Horsens havde vi lidt problemer med at holde vores tempo oppe, da de trak tempoet ud af kampen. Det er måske det, vi har lært af, for i dag holder vi vores eget tempo og finder en god balance. Vi har tidligere haft problemer med, at det kunne gå for stærkt og vi skyder med det samme. Men i dag lykkes vi rigtig fint med at finde en balance, som skaber resultater, fortæller Amalie 'Nips' Grøn efter kampen. 

Når man kigger på kampens resultat vil man nok ane, at Viborg HK sad på opgøret, men ni-måls sejren kunne have været større, hvis ikke det var for flere brændte chancer, hvor vi er helt fri ind over stregen.  

- Vi mangler i flere situationer den sidste koncentration for at score på alle chancer, og vi brænder lidt for meget. Samtidig skifter de målvogter, som er lidt mere sprælsk, og det skal vi lige bruge et par skud på at justeret på, fortæller Nips der selv lykkedes med sin ene chance. 

De brændte chancer var dog langt fra nok til, at Randers kunne få fodfæste i opgøret, og gæsterne måtte se sig overgået af Viborg HKs tempo og fysik. 

- Vi lykkes rigtig godt med at spille hinanden gode i dag. Der er fart i bolden og vi får en masse afleveringer i vores spil som gør, at vi kommer til rigtig gode chancer. De chancer har meget højere kvalitet end når vi selv bringer bolden i spil og vil ind og afgøre spillet. Så vores tempo og antallet af afleveringer gør en stor forskel i dagens kamp, fortæller Nips og slår fast, at den gode stime i 2020 giver god energi i truppen.

- Det giver en virkelig god selvtillid på holdet, at vi er inde i en god stime. Det tager vi med på banen uanset modstander, og det giver resultater i det lange løb, slutter Nips.

 

Målscorere for Viborg HK: 

Laura Damgaard - 6

Kristina Jørgensen - 5

Maria Fisker - 4

Carin Strömberg - 3

Line Haugsted - 3

Moa Högdahl - 3

Stine Andersen - 2

Madeleine Östlund - 2

Anne-Sofie Filtenborg - 1

Amalie Grøn - 1