Kristina Jørgensen bliver i Viborg HK

Kristina Jørgensen er også at finde på holdkortet hos Viborg HK de næste to sæsoner.

Den danske landsholdsspiller har fredag skrevet under på en forlængelse af sin kontrakt med Viborg HK, der nu løber til sommeren 2022.

- Der er flere grunde til, jeg forlænger med Viborg HK. Jeg føler, at jeg har udviklet mig de sidste to år og kan fortsætte min udvikling i klubben da alt omkring holdet fungerer. Det er lige fra den fysiske træning, til fysioterapi og træningsmiljø. Der er ikke noget at klage over, og jeg føler, jeg kan udvikle mig yderligere og hjælpe med til, at Viborg HK bliver en topklub igen. De ambitioner mærker jeg også fra klubbens side, og jeg glæder mig til fortsat at være en del af det arbejde der ligger i at komme til tops, fortælle Kristina Jørgensen.

Hos Viborg HK er der også stor tilfredshed med forlængelsen af den 21-årige bagspiller.

- Kris er en hamrendedygtig håndboldspiller, som har nogle lederkvaliteter, som vi tror, vi kan bygge holdet op omkring. Hun er en komplet spiller, der spiller begge veje, siger cheftræner, Jakob Vestergaard og uddyber:

- Hun har en fantastisk træningsmoral og vindermentalitet som kan trække holdet i en positiv retning. Det er der ikke så mange spillere, der kan - særligt ikke i den alder, Kristina har. Hun er om nogen en vinder, der vil vinde i alt. Om det er sten-saks-papir, fodbold under opvarmning eller en håndboldkamp, så går Jørgensen all-in. Derfor er det også med stor tilfredshed, at vi har forlænget aftalen med hende.

Forlængelsen af aftalen med Kristina Jøgensen har også udenfor banen været tillagt stor betydning, da en spiller af hendes kaliber ikke hænger på træerne.

- Kristina Jørgensen er fremtidens spiller og har allerede nu stor betydning for Viborg HK og det danske landshold. Den betydning vil kun blive større jo mere erfaring hun tillægger sig, og derfor er det også vigtigt for os som klub at bevare hende i truppen. Vi vil til tops i dansk og international håndbold, og skal vi det, er det nødvendigt at have en spiller som Kristina i truppen, fortæller Jørgen Hansen, direktør i Viborg HK.