Går efter god afslutning

Fredag eftermiddag går turen mod Esbjerg, hvor pigerne spiller den anden sidste kamp i slutspillet. Desværre har kampen ikke den store betydning for Viborg HK, da vi desværre har mistet chancen for at spille os i semifinalen i HTH Ligaen. Hjemmeholdet fra Team Esbjerg derimod kan sikre sig førstepladsen i gruppen, hvis de tager point fredag eftermiddag. 

Jakob og pigerne har dog ikke tænkt sig at bruge energi på at tænke over, at de ikke kan bruge kampens resultat til noget set med slutspilsbriller. Der er nemlig altid noget at spille for, og hvis ikke det er avancement, er det altid muligt at spille for sejren, selvtillid og den bedst mulige afslutning på sæsonen. 

- Vi skal sørge for at få en god sportslig afslutning i den her dynamit pulje, vi er havnet i. Vi vidste godt, at det ville blive rigtig vanskeligt, da vi så, hvilken pulje vi endte i, og reelt set kan vi ikke bruge de sidste kampe til ret meget. Men, den hjemlige turnering skal afvikles på en ordentlig måde, og det er det, vi skal bruge de sidste kampe på, fortæller Jakob inden kampen.

Sidst de to hold mødtes var det vores piger der løb med sejren efter en fantastisk velspillet kamp. Den succes skal vi forsøge at gentage, og tager vi det samme spil med til Esbjerg, som vi leverede i VIBOCOLD Arena i søndags mod Siofok, og i sidste kamp mod Esbjerg, så er chancerne der for at tage sejren. 

Vi vil gøre, hvad vi kan for at sejre. 

Kampen mod Team Esbjerg spilles i Blue Water Dokken fredag d. 19. april kl. 17.00. 

Kampen er kan følges hos Viborg Stifts Folkeblad og på Livescore