Allan Heine Stopper i Viborg HK

Vi har i Viborg HK i dag sendt følgende pressemeddelelse ud:

 

Viborg HK og cheftræner Allan Heine stopper samarbejdet med øjeblikkelig virkning. Dette efter en hård start på sæsonen, hvor resultaterne ikke har flasket sig som håbet.

- Det er ikke uden ærgrelse, at vi må stoppe samarbejdet med Allan Heine, som vi har været utroligt glade for i Viborg HK. Men grundet vores resultatmæssige knude denne sæson er vi nødt til at se på, hvorvidt vi lige nu står i en situation, hvor det kan vendes. Her har vi vurderet, at der skal ageres nu, hvis vi skal have det vendt, og vi har derfor valgt at stoppe samarbejdet, udtaler Henrik Dahl, direktør i Viborg HK.

- Der er ingen tvivl om, at Allan Heine er en fantastisk træner og endnu bedre person, der har skabt flotte resultater i Viborg HK. Det så vi så sent som sidste sæson, hvor vi sluttede med en bronzemedalje og EHF Cup semifinale. Desværre har resultaterne ikke fulgt trop i denne sæson, og vi må finde en løsning på, hvordan vi får det vendt inden det er for sent, siger Henrik Dahl.

Allan Heine selv udtaler følgende om situationen:

- Jeg er enormt ærgerlig over, at jeg ikke nåede i mål med Viborg HK, men jeg accepterer selvfølgelig fuldt ud beslutningen fra Viborg HK´s ledelse.

Viborg HK arbejder nu på at finde en erstatning der kan tage over for Allan Heine resten af sæsonen.

 

 

Fra alle i Viborg HK skal lyde en stor tak til Allan for det store stykke arbejde han har leveret i de seneste sæsoner i klubben!