Der er ulige vilkår i aftenens kvartfinale mellem Danmark og Sverige. Faktisk så ulige, at der er tre mod én.
På den ene side i gult og blåt står Carin med sine landsmænd klar til at gøre livet surt for de danske spillere.
På den anden side står Haugsted, Stine og Kris i rødt og hvidt med alle intentioner om at sende de svenske spillere hjem fra VM.
Hvem der trækker det længste strå får vi at se i aften kl. 17.30, hvor nabovenskaben for en kort stund lægges på hylden i kampen om avancement til semifinalen ved VM. For selv om pigerne til dagligt er tætte veninder og holdkammerater hjemme i Viborg, er der ingen tvivl om, at Carin, Haugsted, Stine og Kris vil gøre alt for at komme fra kamp med hænderne over hovedet.
Begge hold kommer til kvartfinalen med selvtilliden i top. Sverige besejrede Slovenien med hele 33-21 i ottendedelsfinalen, og var også bag en af gruppespillets små overraskelser, da de besejrede Norge med 31-28. Heldigvis for Haugsted, Kris og Stine kommer de danske piger til kampen med ligeså meget selvtillid i bagagen efter at have besejret værtsnationen, Tyskland i ottendedelsfinalen. En kamp, hvor alle tre VIborg HK spillere kom i fokus. Haugsted, der i løbet af første halvleg var forsvarsgeneral i den danske defensiv fik direkte rødt kort, da hun i en kom til at ramme en modstander i hovedet. Ind på banen kom Stine, der trods mangel på kamptræning gik til opgaven med krum hals. Samtidig kom Kris på banen, hvor hun hovedsageligt blev brugt som forsvarsspiller på den ene back. Det gjorde hun så flot, at den danske landstræner kun kunne markere sin tilfredshed med unge Kris, der trods sine kun 19 år gik ind og gjorde en forskel.
"Jeg bliver nødt til at fremhæve Kristina Jørgensen. Det er helt vildt, hvad hun gør forsvarsmæssigt. Det er sindssygt flot af så ung en spiller at gå ind og levere i sådan en kamp. Det er fandeme imponerede," sagde Klavs Brun Jørgensen til TV2.
I aften er alle fire Viborg HK spillere klar til kamp igen, og det skal blive spændende at se, hvem af de fire spillere, der har håneretten når de vender hjem.
Kampen spilles allerede kl. 17.30 og vises på TV2.