Første hjemmekamp i VIBOCOLD Arena sæsonen 2017/18 står for døren, og det bliver en kamp med masser af aktivitet.
Først og fremmest er lokalopgørene mellem Viborg HK og FCM Håndbold en klassiker, med tradition for tætte resultater. Til kampen vil der være hyldest af Rikke Skov, der efter 20 år på toppen har lagt harpiksen på hylden og helliget sig familien og en karriere uden for håndboldens verden.
Men det er også en kamp, som markerer mange nye partnerskaber i Viborg HK.
Det er derfor med stolthed, at vi kan offentliggøre en ny samarbejdspartner i Alm. Brand! Vi har i dag i samarbejde med Alm. Brand sendt følgende pressemeddelelse ud:
Det bliver nu muligt at støtte Viborg HK via din forsikring i Alm. Brand. Samarbejdet skal blandt andet styrke den lokale forankring for både klubben og Alm. Brand, og det sker med en helt ny form for samarbejdsaftale.
Når VIBOCOLD Arena lægger gulv til kampen mellem Viborg HK og FC Midtjylland den 8. september, vil det være med Alm. Brands logo i midtercirklen. Men det er ikke det eneste nye. Viborg HK har derudover indgået nyt partnerskab med finanskoncernen Alm. Brand.
I stedet for et traditionelt sponsorat, hvor der støttes med et enkeltbeløb, etablerer de to parter et samarbejde, der giver løbende støtte til klubben. Helt konkret betyder det, at hver gang du køber en forsikring eller leaser en bil gennem Alm. Brand, så donerer Alm. Brand et beløb til klubben.
Udover større synlighed for begge parter er formålet med aftalen at skabe mere lokal forankring både for Viborg HK og for Alm. Brand. ”Vi gør det nemt at støtte Viborg HK, og på den måde hjælper vi hinanden. Vi ønsker at gøre opmærksom på nødvendigheden i at være forsikret, og gennem samarbejdet med Viborg HK bliver vi endnu mere synlige i lokalområdet,” siger Heidi Verup, partnerdirektør i Alm. Brand. ”Det er vigtigt for os at være tæt på vores kunder, og synliggøre vores mange tilbud inden for finansielle services til viborgensere,” siger Heidi Verup. Alm. Brand har allerede en bank i Viborg, hvor der også rådgives om forsikring og pension.
Viborg HK glæder sig også over samarbejdet:
”Vi er utroligt stolte af at have indgået en samarbejdsaftale med Alm. Brand. Alm. Brand er et nationalt brand, som vi i Viborg HK er glade for, har valgt netop os som samarbejdspartner. Vi ser store muligheder i den aftale, der er indgået. Det er altid inspirerende at indgå nye partnerskaber, og med endnu en national virksomhed i vores netværk, ser vi store muligheder både sportsligt og markedsføringsmæssigt,” siger Henrik Dahl, Direktør i Viborg HK.