Grundspillets anden sidste hjemmekamp er et vaskeægte lokalopgør. Viborg HK og Randers HK har gennem årene været leverandør af tætte og spændende kampe, og aftenens opgør tegner til at blive endnu en af slagsen. Hjemmeholdet fra Viborg HK kæmper for at sikre sig så høj en placering i grundspillet som overhovedet muligt, inden slutspillet går i gang. Det er nemlig rigtig tæt i toppen af HTH Ligaen, hvor Odense lige nu indtager andenpladsen med ét point mere end vores piger. København Håndbold derimod ligger og ånder os i nakken med samme antal point, så alle point tæller i grundspillets sidste kampe. 

Gæsterne fra Randers HK kæmper også for alle de point, de kan få, og indtager lige nu den ottendeplads, der netop giver sidste billet til slutspillet. Med tre point ned til NFH på niendepladsen er det derfor et presset Randers hold, der skal have så mange point som muligt i bagagen, hvis de vil sikre sig en slutspilsbillet. 

Sidste opgør mod Randers HK endte med en tre-måls sejr til vores piger, og denne bedrift skulle gerne gentages igen i aften, så vi kan sætte to point på kontoen. Det er dog et lidt andet Randers-mandskab vi skal op imod i denne kamp, da deres nok største profil ikke er med. Men som den tidligere Randers HK spiller, og nuværende Viborg HK profil, Fisker siger, så virker det til, at gæsterne har fundet fodfæste igen. 

- Det er aldrig en mindre detalje, når et hold mister en spiller som Jamina Roberts. Men det virker på deres resultater som om, de har fundet et godt fodfæste efter hun er gået ud. De har sikkert også vidst i et stykke tid, at hun var ude, og har dermed vænnet sig til tanken, men en spiller som hende kan man ikke pille ud af et hold, uden at det mærkes. Jeg håber, vi kan presse dem på ressourcerne, hvor de efterhånden er lidt ramt, siger Fisker der kom til Viborg HK i opstarten til denne sæson fra netop Randers HK. 

Og med sit kendskab til dagens modstander forventer Fisker også, at det bliver en tæt og spændende kamp. 

- Det bliver forhåbentligt en mega fed kamp at se, for begge hold har brug for point. Det er en kamp, der kan gå begge veje. Der er ingen klare favoritter, så det handler om at være fuldt fokuserede hele vejen, for ellers kan det godt gå galt, slutter Fisker. 

 

Kampen mod Randers HK spilles i VIBOCOLD Arena kl. 20.00. 

Kan du ikke se kampen live i hallen, kan du se med på TV2 Sport eller følge LiveScore og Live Blog hos Viborg Stifts Folkeblad 

 

 

0
0
0
s2smodern

Sæsonen 2019/2020 bliver sidste sæson i Viborg HK for 21-årige Anne-Sofie Filtenborg. Efter tre sæsoner i den grønne trøje er tiden kommet til, at den unge højre fløj skal videre i sit karriereforløb. Filtenborg har kontraktudløb til sommer, og aftalen forlænges ikke.

- Vi er godt igang med at få næste sæsons spillerkabale til at gå op, og efter en god snak med Anne-Sofie er vi blevet enige om, at det ville være bedst for hende at prøve noget nyt, så hun kan få mere spilletid og en større rolle, fortæller Jakob Vestergaard, cheftræner i Viborg HK.

Filtenborg kom til Viborg HK forud for sæsonen 2017/2018 og når dermed at få tre sæsoner i den grønne trøje.

- Der er ingen tvivl om, at Anne-Sofie er en dygtig håndboldspiller, og særligt defensivt kan hun hamle op med ligaens bedste angrebsspillere. Men konkurrencen i Viborg HK er stor på alle positioner, og der har til tider været begrænset med spilletid til Anne-Sofie. Derfor har vi besluttet at gå hver vores vej efter denne sæson, fortæller Jakob Vestergaard videre.

Filtenborg kom til Viborg HK fra Randers HK som 18-årig, og har siden udviklet sit spil og fået en masse gode erfaringer. Disse erfaringer skal nu bringes videre til en ny klub, når sæsonen 2019/2020 er afsluttet.

- Jeg har været rigtig glad for min tid i Viborg HK, hvor alt har fungeret professionelt omkring holdet. Jeg vil rigtig gerne ud og have mere spilletid, en større rolle og derved udvikle mig mere. Jeg føler derfor også, at tiden er moden til at komme til en ny klub, fortæller Anne-Sofie Filtenborg.

0
0
0
s2smodern

Det var ikke den kønneste kamp, der blev spillet i BGI Akademi, Hornsyld onsdag aften, men ikke desto mindre kom vi fra opgøret mod HH Elite med det, vi ville. To point. 

Det var ellers hjemmeholdet fra Horsens der kom bedst fra land, og oprykkerne fik i kampens indledning oparbejdet en tre-måls føring, så der efter fem minutter stod 3-0 på måltavlen. Det skulle også blive til 6-3 før vores piger fik bedre fat og lige så stille arbejdet sig ind i kampen. Ved 7-7 var der kontakt, hvorefter Stine Andersen efter 17 minutter kunne score til første Viborg HK føring, 8-9. Denne føring kom i fare, da vi blev ramt af to to-minutters udvisninger, men via hård fight og koncentreret forsvarsspil lykkedes det at holde Horsens yderligere fra fadet i deres overtalsspil. 

Resten af første halvleg fulgtes de to hold ad, dog med en lille overhånd til Viborg HK mod halvleges afslutning, så vi kunne gå til pause med en føring på 12-15. 

I anden halvleg kom pigerne igang, som første halvleg sluttede, da tre-måls føringen blev holdt de første 10 minutter. Men som Madeleine også sagde inden opgøret:

- Horsens er et hold, som altid kæmper. De spiller om vigtige point og har spillet godt på det seneste, især mod Team Esbjerg som de jo vinder over. Så det er ikke et hold, der er lette at slå. Vi skal være der 100%.

Og den forudanelse skulle vise sig at holde stik, for med 20 minutter igen begyndte HOrsens atter at bide fra sig, og de fik lige så stille arbejdet sig ind på vores føring, så der med 20 minutter igen stod 19-19 på tavlen. Det blev også til 20-20, men så tog vi atter fat, og fik udbygget en ny føring, så vi igen kom foran med et par stykker. Denne føring holdt til slut, hvor vi ender med et resultat og en sejr på 25-29.

Særligt effektiv i kampen var Maria Fisker, der scorede ni mål på 10 chancer. Hun var forståeligt nok tilfreds efter kampen.

- Det var sådan en aften, hvor jeg bare skulle have bolden - for så gik det ind. Undtagen altså straffekastet til sidst, fortalte Fisker til Viborg Stifts Folkeblad og refererer til den ene brændte chance, som var på et straffekast til sidst i kampen. 

Det piller heldigvis ikke ved, at hun spillede en imponerende kamp og at vi tager to vigtige point.

 

Målscorere for Viborg HK:

Maria Fisker - 9

Kristina Jørgensen - 6

Moa Högdahl - 4 

Line Haugsted - 3

Carin Strömberg - 2

Stine Andersen - 2

Madeleine Östlund - 2

Amalie Grøn - 1

0
0
0
s2smodern

Onsdag er ofte forbundet med kampdag i Viborg HK, og det gælder også i dag, hvor pigerne tager turen til Horsens og et opgør mod HH Elite. Det er top mod bund i HTH Ligaen, hvor Viborg HK lige nu indtager tredjepladsen, mens Horsens ligger på 12-pladsen. Dermed er der også dømt favoritværdighed til gæsterne fra Viborg, men det skal dog langt fra betyde, at kampen er afgjort på forhånd. Horsens har sæsonen igennem hængt god ved i kampene mod topholdene og tog for nyligt to point mod førerholdet fra Team Esbjerg, hvilket det er få hold der har gjort denne sæson. Derfor kommer vi også til kamp med en god portion respekt for dagens modstandere.

- På papiret er vi favoritter til kampen, og spiller vi som vi skal, skal vi også vinde kampen. Men det bliver svært. Horsens er et hold, som altid kæmper. De spiller om vigtige point og har spillet godt på det seneste, især mod Team Esbjerg som de jo vinder over. Så det er ikke et hold, der er lette at slå. Vi skal være der 100%, og derfor har vi også forberedt os godt som mod alle andre hold, fortælle Madeleine Östlund inden opgøret. 

Horsens er oprykkere til ligaen i denne sæson, og har gjort et flot indtog, hvor særligt deres syv mod seks spil har voldt problemer for modstanderne. Samtidig har de svenske Petrén i bagkæden, som ved seneste møde i VIBOCOLD Arena spillede en flot kamp og nær fik Horsens tilbage i opgøret. Hende har Madeleine og resten af holdet forberedt sig godt på, ligesom stregspillet og de hurtige bagspillere også er i radaen forud for opgøret. 

- Horsens har en god blanding af spillere, da de både har hurtige spillere og skytter som Petrén. Hun skyder godt og spillede også en god kamp sidst mod os, så hende skal vi være klar på. Derudover har de også Gulmark, som kan skyde og er hurtig, ligesom de har gode stregspillere, som vi skal rundt om, for at stoppe de hurtige spillere fra at komme rundt, fortælle Madeine. 

Og stregspillerne kan gå hen og blive et våben, som Madeleine og resten af holdet skal være obs på, for Horsens har haft godt held med syv mod seks spillet, hvor de med to stregspillere får skabt plads til bagspillerne. Derfor handler det om at komme godt rundt om stregspillerne. Blandt pigerne er der dog ingen tvivl, det er en kamp, som skal spilles med 100% fokus. 

- Det er en vigtig kamp, som vi går til med 100% fokus. Hvis vi vil i top 2, top 3 i ligaen, så skal vi vinde resten af vores kampe, slutter Madeleine.

Kampen mod Horsens spilles onsdag d. 26. kl. 19.00 i BGI Akademiet i Hornsyld. Der er fri entré til kampen.

 

0
0
0
s2smodern

Det vågne øje ville have opdaget, at der i onsdagens topbrag mod Team Esbjerg var nyt logo på pigernes skulderparti, da Det Faglige Hus er tilbage som trøjesponsor for Viborg HKs ligakvinder.

Det er et gensyn der skaber glæde i Viborg HK og hos Det Faglige Hus.

- Vi er naturligvis rigtig glade for at have Det Faglige Hus tilbage på tøjet i Viborg HK. Passende nok sidder deres logo på pigernes skulderparti, og vi ser det som et stort skulderklap, at en af Danmarks største fagforeninger og a-kasser vælger Viborg HK som eksponeringsplatform, fortæller Jørgen Hansen, direktør i Viborg HK.

- Samarbejdet med Det Faglige Hus har eksisteret i mange år, og vi er glade for deres fortsatte opbakning, slutter Jørgen Hansen.

Det Faglige Hus hører til blandt lønmodagernes foretrukne og er i toppen blandt de fagforeninger og a-kasser, der oplever vækst. Med den store tilslutning hæves ambitionsniveauet. Ligesom Viborg HK vil til tops i HTH Ligaen, vil Det Faglige Hus være Danmarks største fagforening og a-kasse for alle.

- Det er vældig flot, at Viborg HK igen spiller med i toppen, og jeg håber da på, at det er begyndelsen på en ny Viborg-æra. Det Faglige Hus har en lang historie med Viborg HK, og den betyder også meget, men i sidste ende er det resultaterne, som tæller. Er de ikke gode, så vil vi ikke bruge tid på det, siger stifter af Det Faglige Hus Johnny Nim til Viborg Stifts Folkeblad.

Det Faglige Hus har hovedkontor i Esbjerg og afdelinger i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Herning, Kolding, Ringsted og Hillerød.

0
0
0
s2smodern

Viborg Renovation ApS er fordelspartner i Viborg HK

Viborg Renovation ApS er blevet en del af Viborg HK Fordele, hvor udvalgte samarbejdspartnere tilbyder Viborg HKs nuværende sponsorer forskellige erhvervsfordele og besparelser.

Viborg Renovation ApS er en privatejet vognmandsforretning, der primært beskæftiger sig med udlejning af container, indsamling og håndtering af affald fra virksomheder samt private, krankørsel samt levering af sand og grus m.m.

Ligesom i Viborg HK er der også hos Viborg Renovation ApS fokus på bæredygtighed og grønne initiativer. Faktisk er Viborg Renovation ApS gået så meget ind i kampen, at de også skaber rammerne for, at borgere og virksomheder forstår, hvordan de kan være mere bæredygtige. Det gør de via rådgivning i kildesortering af affald, miljørigtig indsamling, sortering og genanvendelse af affald. For via korrekt sortering kan affald bidrage til genanvendelse og en minimering af affald, der skal deponeres eller sendes til forbrænding. Til gavn for både miljø og økonomi.

Hos Viborg HK er der stor glæde over at præsentere Viborg Renovation ApS som partner i Viborg HK Fordele.

- Viborg HK Fordele er skabt for at give igen til de mange samarbejdspartnere i Viborg HK, og vi synes selv, at vi har fået samlet nogle rigtig gode tilbud, hos virksomheder, der tilbyder noget, alle bruger i hverdagen. Det gælder også Viborg Renovation. Vi kommer ikke udenom, at der er affald hos alle virksomheder, og derfor er vi også glade for at kunne tilbyde fordelagtige priser på leje og tømning af containere, fortæller Jørgen Hansen, direktør i Viborg HK.  

Viborg HKs fordelskoncept, Viborg HK Fordele, er en add-on-mulighed til alle nuværende samarbejdspartnere i Viborg HK. Med Viborg HK Fordele kan Viborg HKs netværk af samarbejdspartnere fremover opnå rabatter og fordele inden for forskellige kategorier, hvis de ønsker at benytte en eller flere af de partnere, der er med i Viborg HK Fordele.

0
0
0
s2smodern

Trods en god første halvleg lykkedes det ikke Viborg HK at besejre HTH Ligaens førerhold fra Team Esbjerg, da de to hold tørnede sammen til aften. Vi kommer fra kamp med et nederlag på 29-22 og lider dermed også første nederlag i 2020. 

Det startede ellers rigtig fint, og igennem hele første halvleg var det Viborg HK der var i front. Flere gange med fire mål, og havde der været mere held på et par af de store chancer, kunne føringen have været større. I stedet lykkedes det hjemmeholdet fra Esbjerg at arbejde sig tilbage i kampen, så vi gik til pause med en beskeden føring på 14-15. 

- Vi spiller egentligt fint i første halvleg, hvor vi fører det meste af tiden, også med flere mål. Det er vi godt tilfredse med, og vi udnytter vores chancer langt hen ad vejen. Dog sniger der sig mod slutningen nogle tekniske fejl ind, ligesom vi brænder flere 100% chancer. Det er Esbjerg for godt et hold til, at vi kan slippe afsted med, og det bliver dyrt for os, siger Jakob Vestergaard efter kampen.

Når man spiller mod ligaens førerhold, som samtidig klarer sig rigtig godt i Champions League i år, ved man, at der aldrig bliver givet op. Det var også tilfældet i dag, hvor Team Esbjerg ligeså stille fik overtaget i kampen, og mod slutningen slukkede håbet om en Viborg HK sejr. 

- Vi brænder simpelthen for meget i løbet af kampen, og skal vi vinder mod Esbjerg, skal vi score på de chancer, vi arbejder os frem til. Vi mangler ressourcer i dag, og så har vi ikke råd til at lave de tekniske fejl, vi laver. Det straffer Esbjerg, og derfor ender de også med at tage sejren i dag. Nu tager vi hjem og kigger på, hvad der lykkedes, og hvor vi skal stramme op, og så er vi klar igen mod Horsens i næste uge, slutter Jakob.

Trods nederlaget ligger vi fortsat godt til i ligaen, hvilket også betyder, at de kommende kampe er super vigtige. Næste kamp er på udebane mod Horsens, mens vi spiller mod Randers HK på hjemmebane d. 2. Marts kl. 20.00. Billetter til kampen kan købes på SHOP.VHK.DK

0
0
0
s2smodern

Der venter en lækkerbisken af en håndboldkamp, når Viborg HK og Team Esbjerg i aften brager sammen i et vaskeægte topbrag. Det er ligaens nummer to mod ligaens nummer et, og samtidig et opgør mellem to hold, der på det seneste har hentet selvtillid fra hver deres turnering. Estavana Polman og Team Esbjerg har skabt rigtig flotte resultater i Champions League, men Anna Kristensen og Viborg HK er buldret ind i 2020, hvor holdet endnu ikke har mistet point. 

Med selvtillid i rygsækken og en masse erfaringer rigere fra et hav af kampe, er der vist ingen der tvivler på, at aftenens kamp med al sandsynlighed bliver en tæt affære. Modsat første møde i denne sæson, hvor Team Esbjerg løb med en storsejr. 

- Vi har kigget på den kamp og lært af den. Der er sket meget på begge hold siden sidste opgør, og det er en helt anden kamp. Godt nok tabte vi den første kamp, men vi gik all-in hele vejen, og så tabte vi det sidste kvarter 12-1. Det skabte et resultat, der så skidt ud. De første tre kvarter var vi egentligt helt med og har muligheden. Vi har lært af det sidste kvarter, og at det ikke er sådan, vi skal spille i Esbjerg. Vi kan ikke bare løbe op og skyde hurtigt. Vi er nødt til at arbejde og se, om ikke vi kan åbne deres forsvar bedre, end vi gjorde det sidste kvarter på hjemmebane, siger Jakob Vestergaard inden dagens kamp.

Og der er sket meget siden sidste opgør. Godt nok har 2020 behandlet Viborg HK rigtig godt, men der har været malurt i bægeret, for flere skader har sneget sig ind i truppen, hvorfor Jakob har måttet stille med andre formationer, end først planlagt. 

- Jeg vil allerhelst have, at vi spillede med fuldt holdkort og stærkeste opstilling, og jeg er sikker på, de (Team Esbjerg, red.) har noteret sig, hvordan situationen ser ud. Det gode er, at vi er i et godt flow, der er god stemning og god træningskultur, så jeg tror, at spillerne er klar til at løfte opgaven - også de opgaver, de måske ikke er vant til. Det bliver de nødt til imod Esbjerg, for der vil være perioder, hvor vi spiller i nogle formationer, vi ikke har trænet så meget, hvis overhovedet, siger JAkob og slår fast, at selvtilliden i truppen er god trods skadessituationen. 

- Der er god selvtillid og tilstand i holdet, som gør, at man føler langt det meste kan lade sig gøre. Havde vi nu tabt syv kampe i træk, så havde det været helt forfærdeligt, men nu har vi vundet de sidste syv, og det skulle gerne gøre, at man tror så meget på sig selv og hinanden, at man er klar til at løse de udfordringer, der kommer i anderledes situationer. 

Og der bliver brug for selvtillid og tro på tingene, for mod Team Esbjerg er der ikke plads til fejl eller perioder, hvor man zoner ud. 

- Når vi spiller topkamp skal alt lykkes. Så er det ikke nok at sige, vi skal dække godt op. Vi kan stå i en situation, hvor vi dækker godt op og det gør Esbjerg også, og så er det ikke nok. Vi skal have succes med hele paletten af forsvarsspil, få tekniske fejl kontramæssigt, få flow i angrebsspillet og gøre hinanden gode, score på chancerne og løbe godt retur, så de ikke scorer på kontra. 

- Vi har været inde i en rigtig god periode med masser af kontinuitet og har tanket en masse selvtillid. Det gør forhåbentligt, at spilkonceptet sidder en anelse bedre, end det gjorde i den første kamp. Vi har dækket godt op i en lang periode, men ved også, at vi i dag skal spille mod det måske mest eksplosive angrebsspil i ligaen. Det er jo spørgsmålet om, hvorvidt vi kan stoppe det. Kan vi det, har vi også en chance. Men det giver sig selv, at scorer de mange mål i spillet seks mod seks, så bliver vi presset. Så det har vi lagt en del fokus på, samtidig med, at vi ved, de har en stor fysik og mange spændende spillere og forskellige måder at spille på. Det har vi forsøgt at forberede os på, slutter Jakob Vestergaard. 

Kampen mod Team Esbjerg spilles kl. 18.30 og kan ses på TV2 Sport. Kampen kan også følges på LiveScore og hos Viborg Stifts Folkeblad

0
0
0
s2smodern

Det skaber opmærksomhed at gå forrest. Særligt når man vælger at gå udenfor de vante rammer, som folk forbinder en med.

Det er vi heldigvis ikke bange for i Viborg HK, hvor vi vil være Verdens Grønneste Klub.Opbakningen til denne målsætning har været stor, og da vi i går, mandag, afholdt Grøn Konference blev vi bekræftet i, at vi er på rette vej.

Grøn Konference havde til mål at inspirere og informere interesserede virksomheder og privatpersoner om mulighederne for at skabe en mere bæredygtig fremtid som virksomhed og i hjemmet. Der var oplæg fra brancheførende virksomheder som Rambøll, Aage Vestergaard Larsen A/S og Berendsen, ligesom der var oplæg fra 16-årige Edith Vels, der har arrangeret fire klimastrejker i Viborg i kampen for en grønnere fremtid. Derudover var der oplæg fra Spar Nord, Hedeselskabet og Søren Pape Poulsen, Partiformand i Det Konservative Folkeparti. 

- Det var et helt perfekt line-up vi havde samlet til at holde oplæg under Grøn Konference. Der var inspiration fra brancheførende virksomheder, ligesom vores egen Carin Strømberg og unge Edith Vels gav deres syn på bæredygtighed. Min fornemmelse er også, at deltagerne under konferencen fik stort udbytte af dagen, fortæller Jørgen Hansen, direktør i Viborg HK. 

Vi vil gå forrest og bruge vores brand til at skabe forandring

Ideen til Grøn Konference er kommet fra den store opbakning, som Viborg HK har følt efter udmeldingen om at være Verdens Grønneste Klub. Siden klubben meldte den ambitiøse plan ud, har ledende virksomheder og eksperter på bæredygtighed med glæde delt deres viden med klubben. 

- Vi ved godt, at vores netværk og adgang til virksomheder ikke er alle forundt, og derfor ser vi det også som vores ansvar at dele den viden, vi har til rådighed. Vi skal bruge vores brand til noget godt, og det kan vi blandt andet gennem tiltag som Grøn Konference. Det glæder os, at godt 50 deltagere benyttede sig af muligheden, slutter Jørgen Hansen. 

0
0
0
s2smodern

Man skulle tro, det var en finale der blev spillet i VIBOCOLD Arena til aften, da København Håndbold gæstede Viborg. Det var det ikke, men kampen var ikke desto mindre vigtig, da de to point ville give vinderen andenpladsen i HTH Ligaen. Vigtigheden havde nået Viborg, og publikum mødte talstærkt op for at bakke op om byens hold. Mere end 2200 folk havde trodset regn og kulde for at sætte sig til rette i VIBOCOLD Arena og hjælpe hjemmeholdet til sejr. Og de fik, hvad de kom efter. Viborg HK vinder 33-30 over København Håndbold og ligger fortsat på andenpladsen. 

- Det er mega fedt. Vi kunne mærke fra start, at der var tændt op. Stemningen var mega god hele kampen, og man føler virkelig, hvordan vi er i egen hule. Når VIBOCOLD Arena tager sig ud som i dag, så er det verdens bedste hjemmebane, sagde en glad cheftræner efter kampen og blev bakket op af Moa. 

- Det er helt fantastisk. Jeg ville ønske det var sådan til hver kamp. Vi er forkælede med et godt publikum, og de bakker altid godt op i VIBOCOLD Arena. I dag mærker vi, at der er fyldt, og det er lettere for os at blive tændte, så vi kommer i et modus. MEGA tak til alle der kom. De er den ottende mand på banen i dag. 

Og der blev brug for den ottende mand, for inden kampen måtte Jakob tænke sig godt om, da skader og sygdom skabte problemer i forhold til opstillingen. Men som det har været hele sæsonen, er der ikke noget, vi ikke kan arbejde os ud af, og i sit oplæg til sponsorer og sæsonkortholdere fortalte Jakob om hverdagens helte. Dem er der nemlig mange af på holdet, og da det stod klart, at vi blot havde én stregspiller, Madeleine (Madde), til dagens kamp, var der hurtigt spillere, der meldte sig til at tage en tørn. Det blev der også brug for, for dagens kamp var tempofyldt og med masser af fysik. Dermed havde Jakob både Madde, Kris og Carin på stregen, med stor succes til alle tre. Samtidig spillede Moa med en god omgang sygdom i kroppen, og trods manglende stemme kunne hun med alligevel sætte ord på, hvad der drev hende frem i dag. 

- Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg tænkte, at jeg har det så skidt, at det ikke kan blive værre. Så jeg gav alt, jeg havde og så er der en uge til næste kamp. Det er sådan jeg kom igennem. Jeg måtte give det sidste, for det kan ikke blive værre, og nu har jeg en uge til at komme ovenpå. 

Andenpladsen fortsat i Viborg HK hænder 

Inden dagens opgør lå vi á point med København Håndbold, og det stod derfor også klart, at dagens vinder ville tage andenpladsen, mens taberen måtte se sig blandt de efterfølgende hold, der alle ligger tæt i tabellen. Derfor var der også forudset et intenst opgør, hvor hvert minut tæller.

Det blev gæsterne, der kom først på tavlen, men i løbet af opgørets første fem-syv minutter arbejde Kris og co sig tilbage i kampen, stærkt hjulpet af publikum. Og da først hjemmeholdet havde fået skabt et forspring blev det på intet tidspunkt hentet igen. Gæsterne gjorde ellers hvad de kunne, men lige lidt hjalp det. Angrebsspillet flød for vores piger, og trods lidt problemer i defensiven, lykkedes det ikke KBH at arbejde sig op.

- Vi scorer mange mål. Vi laver vel 17 mål i første halvleg, hvor vi også brænder 10 100% chancer, som vi skal score på. Så havde vi lavet 27 på en halvleg. Angrebsspillet flyder fint, men vi laver stadig alt for mange tekniske fejl. Der var nogen der ville det lidt for meget, men jeg synes, at 33-30, det er vi mega godt tilfreds med. Selvfølgelig. Defensivt er der dog noget, vi skal arbejde med, og vi skal kigge lidt på vores formationer, så vi står bedre, men angrebsspillet var på mange måder fremragende, fortæller Jakob. 

Og glæden var heller ikke til at tage fejl af blandt spillerne.

- Det er vildt vigtigt. Jeg føler, det er den vigtigste kamp, vi har haft i denne sæson, også taget tidspunktet i betragtning. Det er vildt dejligt, at vi klarede det. Vi føler selv, at vi havde mere at give, og ikke spillede den perfekte kamp, så det er magisk, at vi vinder over København med en middel kamp, slutter en smilende Moa. 

Næste kamp er mindst lige så svær, da pigerne på udebane skal op imod Team Esbjerg, der sæsonen igennem har ligget på førstepladsen. Denne kamp vises også på TV2 Sport.

Næste hjemmekamp er mandag d. 2. marts kl. 20.00 mod Randers HK. Billetter kan købes HER

 

Målscorere for Viborg HK:

Moa Högdahl - 6

Carin Strömberg - 5

Kristina Jørgensen - 4

Madeleine Östlund - 4

Maria Fisker - 4

Line Haugsted - 4

Laura Damgaard - 3

Amalie Grøn - 1

 

0
0
0
s2smodern