To dage, to kampe, to sejre.

Dagens opgør var mod norske Aker, og hvor vi tidligere har vundet træningskampe med sikker difference, var dagens modstander en hårdere nød at knække. Vi vinder i dag 33-32.

Det var de norske gæster, der kom bedst fra start og i de første 10 minutter havde et lille forspring på et enkelt mål. Defensivt var der lidt aftaler der skulle på plads inden Akers skytter kunne sættes i ro, men som tiden skred frem, fik pigerne styr på det defensive arbejde, så målvogterne også havde bedre arbejdesbetingelser.

Angrebsmæssigt var der endnu en gang fart over feltet, og som første halvleg skred frem fik Laura, Kris og resten af truppen vendt resultatet til Viborg HK's side. I løbet af anden halvleg begyndte fejlene at snige sig ind, og det hurtige angrebsspil, der havde tryllebundet publikum i første halvleg, fik til tider lidt for meget gas, og fejlene begyndte at snige sig ind.

- Jeg synes vi er vildt gode, når vi løber og trykker på, men det er også lidt det, der skal arbejdes med i de perioder, hvor vi ikke lykkes. Vi smider mange bolde væk og laver tekniske fejl, når det går så stærkt. Så i de perioder, hvor det lykkes godt, er det en rigtig god ting for os, men vi skal også slå bolden i jorden en gang i mellem og bare bygge op, fortæller Laura Damgaard efter kampen. 

Ligesom Laura mener Kris, at der var både gode og mindre gode elementer i dagens kamp. Dog er der ingen bekymringer for spillet, da træningskampene bliver brugt til at teste en masse nye ting af. 

- I dag prøver vi mange ting af og har mange spillere i spil. Startopstillingen havde en del spillere, der ikke har spillet så meget sammen endnu. Det er klart, at det kan man se, men det er det, vi skal bruge træningskampe på. Vi skal have arbejdet os frem til lidt mere rutine og flow i spillet og prøvet en masse ting af. Det afspejler dagens kamp også, og vi får prøvet en masse ting af, hvilket også gør, at de kommer tættere på, end de måske burde, fortæller Kris.  

Trods det, at der er en del nye spillere i truppen kan man allerede nu se, at pigerne kender hinanden bedre og bedre. Det tager tid at finde rytmen, men som tiden skrider frem begynder der at tegne sig små detaljer, der med sikkerhed vil gavne i løbet af sæsonen. 

- Det er klart, at det kræver en masse kommunikation og træningstimer sammen, når der er så mange nye, men det er mega fedt. De bidrager med noget andet, end de spillere der er rejst gjorde, ligesom der er ting, man mangler fra dem, der er rejst. Det er sådan, det er med håndbold, og det er fedt, slutter Kris med et smil. 

I næste uge vil der blive endnu flere muligheder for pigerne at lære hinanden at kende, da de sammen rejser på træningslejr i Nantes. Her vil der blive trænet, holdt møder og spillet træningskampe mod Allan Heine, Stine Bodholt og co. hvilket med sikkerhed blot vil styrke spillet til den kommende sæson. 

0
0
0
s2smodern

Sejrene i opstartens træningskampe kan ikke længere tælles på en hånd efter pigerne onsdag aften spille træningskamp mod EH Aalborg i Nørresundby. Efter tre gange 20 minutters spil, stod Jakob og pigerne med endnu en sejr i bagagen frem mod sæsonstart d. 30. august. 

38-26 endte opgøret mod Lauras tidligere holdkammerater. Dog måtte Jakob stille med en lidt begrænset trup, da Haugsted, Nips, Ida-Marie og Fisker ikke var på banen. Der var dog stadig masser at glæde sig over efter kampen.

- Specielt de sidste to halvlege gik rigtig godt. Efter vi i første halvleg spillede 9-9, så vinder vi de sidste to halvlege med 12 mål. Vi spiller mega attraktivt håndbold, når vi spiller så hurtigt og laver så få fejl, og jeg er vildt imponeret af, at det går så godt taget i betragtning, at vi har så mange nye spillere. Vi lægger et enormt tryk, fortæller Jakob Vestergaard dagen derpå.

Træningskampen i opstarten bruges til mere end at spille for at vinde, og det er derfor også ofte i træningskampen, at man ser små udfald, da spillerne skal lære hinanden at kende, og løbebaner, timining og koncept skal på plads. Derfor var der også momenter i gårsdagens kamp, som ikke var helt efter Jakobs hovede. 

- Vi var der ikke fra kampens start i går, der manglede fokus og koncentration på basisting. Det havde jeg måske lidt set komme i og med, at vi spillede så godt mod Storhamar under Generation Handball. Så bliver der en tilfredshedsfornemmelse der forplanter sig lidt, men så er det bare mega fedt, at vi finder det efter 20 minutter, og bliver skarpe igen. Vi lærer af vores fejl, og det her var en huskekage på, hvordan det ikke skal være. Vi skal være mere fokuserede fra kampens start. 

Defensivt var der også både gode og mindre gode momenter. 

- Vi dækker igen rigtig fint op. Vi har Caroline Højer og Julie Tinggaard (u19 spillere) med, som spiller meget på venstre fløj og gør det rigtig fint. Begge stregspillere kommer godt med i spillet igen, og der er meget i forhold til timing, der sidder rigtig godt. Blandt andet laver Pauline og Stine to fede mål på vip, og det er længe siden, vi har set det. Jeg synes der var 40 rigtig gode minutter i kampen, og jeg synes man kan se, at der er en stor tiltro til spilkonceptet og den måde, vi spiller på, når vi kan lægge ekstraaftaler på i to-og-to aftalerne. Kontrafasen var vanvittigt god, og jeg tror, vi scorer 13 mål i kontrafasen. Det er ikke pressede afslutninger, men situationer, hvor vi er så hurtige i omstillingsspillet, at vi får en spiller alene frem mod deres målmand., fortæller Jakob og slår fast, at der dog er lidt vej endnu, før 5-1 forsvaret sidder, hvor det skal. 

- Der er et stykke vej endnu, før vi skal benytte os af et 5-1 forsvar, men 6-0 forsvaret ser fint ud på bevægelighed og aggresivitet. Det er på 5-1 der er et stykke vej endnu.

I eftermiddag (torsdag d. 8. august) spiller pigerne igen træningskamp. Denne gang i VIBOCOLD ARena mod norske Aker. Kampstart kl. 14.00. Der er fri entré for alle. 

 

0
0
0
s2smodern

Med Ann Grete Nørgaards skifte til rumænske SCM Ramnicu Valcea har Viborg HK været på jagt efter en erstatning, der kan tage over som venstre fløj. I dag kan klubben så offentliggøre, at Maria Fisker vender tilbage til Viborg HK.

- Vi har den seneste uge haft en god dialog med Randers HK og er rigtig glade for, at det er lykkedes at nå til en aftale, der er god for alle parter. Med AG’s skifte til Valcea har vi brug for en fuldgod erstatning, der har samme høje niveau og rutine, som AG, og det har vi fundet, fortæller Jørgen Hansen, direktør i Viborg HK.

28-årige Maria Fisker har spillet håndbold på topniveau siden hun var 16 år og fik ligadebut i netop Viborg HK. Siden har hun repræsenteret Randers HK og Viborg HK på skift med en kort afstikker til rumænske CSM Bucuresti, med hvem hun vandt Champions League i 2016. Sideløbende er det blevet til 96 landskampe i rødt og hvidt, og det er derfor en meget rutineret spiller, der tilstøder Viborg HK’s trup dags dato til stor glæde for cheftræner, Jakob Vestergaard.

- Jeg kender Maria fra tidligere i Viborg HK, og jeg har jo fulgt hendes udvikling gennem årene; både på landsholdet, i Randers HK og da hun vandt Champions League i Bucuresti, så det var selvskrevet, at vi skulle undersøge, om vi kunne få Maria til at dække det hul, AG efterlader, fortæller Jakob og slår fast, hvilke kvaliteter Maria bringer til Viborg HK.  

- Vi får en verdensklasse venstrefløj og en hamrende dygtig forsvarsspiller; måske den bedste på positionen. Så får vi en rigtig, rigtig dygtig kontraspiller og en spiller med en vindermentalitet og alle de karakteristika der følger med. Hun er jo en spiller med erfaring, hvilket betyder meget for et ungt hold som vores. Når AG, som er en af de meget rutinerede, forlader puslespillet, så skal den brik der erstatter gerne have noget erfaring, og det har Fisker. Hun har prøvet at være med rundt omkring og hvor det sker. Så både på det spillermæssige og på det mentale, så passede Maria lige ind i vores trup.

Sidst Maria Fisker trak den grønne Viborg HK trøje over hovedet var i sæsonen 2014-2015. Siden har hun vundet Champions League med CSM Bucuresti inden hun vendte tilbage til Randers HK. Nu sættes kursen mod Viborg HK, hvor Maria Fisker nu har kontrakt de næste to sæsoner. 

- Først og fremmest er jeg smigret over stadig at være attraktiv overfor så stor en klub som Viborg HK selv om jeg ikke har spillet kamp i halvandet år. Da det så havde bundfældet sig begyndte jeg at tænke over, at det egentligt var en virkelig god og unik mulighed for mig at komme tilbage i toppen af dansk håndbold, hvor jeg rigtig gerne vil være. Jeg har en masse ambitioner og har stadig en masse spilleglæde, der bobler indeni, som jeg glæder mig til at få ud. Jeg glæder mig til at spille kampe igen og der virker til at være en super god sammensætning i truppen. Det glæder jeg mig til at være en del af, fortæller Maria Fisker og slutter:

- Viborg er altid noget helt særligt. Det er en stor traditionsrig klub, og det kan man ikke tage fra dem selv om det har været nogle hårde år. Jeg har haft nogle virkelig gode oplevelser og store dele af min håndboldopdragelse her, så det er altid specielt at komme tilbage. Så det er fedt.

 

0
0
0
s2smodern

Ligaklubben Viborg HK har dags dato indgået aftale med de rumænske mestre fra SCM Ramnicu Valcea om salg af Ann Grete Nørgaard (AG) til den rumænske klub. Aftalen træder i kraft med øjeblikkelig virkning, hvorfor AG Nørgaard ikke repræsenterer sin barndomsklub den kommende sæson.

- Viborg HK vil altid være mit hjem og her, jeg vender tilbage til. Den her chance er bare så stor. Jeg har mange gode år i mig endnu, men jeg kan ikke være sikker på, at der kommer flere chancer som denne, så da den her dukkede op, kunne jeg godt mærke, at jeg var nødt til at forfølge det, og det er bare fedt, at det lykkedes, fortæller AG og fortsætter:

- Jeg tror ikke, det er gået helt op for mig endnu. Det hele er gået så stærkt og har været stressende, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Jeg glæder mig rigtig meget, men det har også været svært at sige farvel til pigerne i Viborg HK. Jeg glæder mig afsindigt meget til at spille Champions League. Det har jeg drømt om, og det var også derfor, jeg kom tilbage til Viborg HK. Jeg er ked af, det ikke kom til at ske her, for det var min drøm, men nu sker der noget andet, og det glæder jeg mig til.

SCM Ramnicu Valcea rettede i sidste uge henvendelse til Viborg HK om mulighederne for at frigøre AG Nørgaard fra sin kontrakt, da den rumænske klub stod med akut mangel på en venstre fløj.

- Det er klart, at vi lige må synke en ekstra gang, når vi får sådan en henvendelse i opstarten til en ny sæson. Vi har jo truppen på plads, og AG har længe været en profil i ligaen og for Viborg HK, og betyder meget for klubben. Hvis vi skulle sige farvel til AG, måtte vi også have en plan for, hvordan vi klarer os igennem den kommende sæson. Her var det vigtigt, at vi kunne få en passende erstatning til pladsen som venstre fløj. Det har vi arbejdet hårdt på, og det håber vi snart falder på plads, fortæller direktør i Viborg HK Jørgen Hansen, der dog ikke på nuværende tidspunkt kan løfte sløret for, hvem der tager over på positionen som venstre fløj.

0
0
0
s2smodern

Sæsonen bliver for alvor skudt igang fredag d. 30 august, når pigerne på udebane åbner sæsonen mod Skanderborg Håndbolkd. 

Det står klart efter DHF har sendt den endelige kampplan ud.

Første hjemmekamp i VIBOCOLD Arena bliver tirsdag d. 3. september mod Odense Håndbold. Der bliver drøn på, og vi håber at se rigtig mange af jer i hallen til et brag af en kamp. 

Se det fulde kampprogram HER

Der kan ske kampændringer grundet EHF cup eller andet. SKulle dette være tilfældet vil det blive opdateret direkte på Divisionsforeningens hjemmside ligesom vi vil gøre opmærksom på det. 

 

Det er også muligt at tilføje kampprogrammet til din outlook kalender. Det klares HER

 

Vi glæder os til at starte sæsonen op!

 

Har du endnu ikke sikret dig fast plads til den kommende sæson, kan du stadig nå at købe dit sæsonkort her på hjemmesiden. 

Se mere HER. 

 

0
0
0
s2smodern

Der var på intet tidspunkt tvivl om kampens udfald, da pigerne i dag spillede træningskamp mod Storhamar under Generation Handball. Med Stine Andersen i front spillede pigerne sig til sikre scoringer mens defensiven stod knivskarpt foran Anna Kristensen, der debuterede i dagens kamp. 

Anne vendte onsdag tilbage til Viborg efter at have været til slutrunde med det danske ungdomslandshold, og det skulle derfor også blive spændende at se hende i Viborg HK trøjen for første gang. 30 minutter skulle det blive til for den unge målvogter, der stod på mål i hele første halvleg. 

- Det gik rigtig godt med Anna. Hun stod lige som vi havde håbet, og forsvaret dækkede godt. Når der så endelig var noget tog hun det, hun skulle plus lidt ekstra. Det er jo rart, at de ting, vi havde håbet på, også lykkes. En ting er, at vi synes hun er en dygtig målvogter, men at hun så kommer direkte ind efter slutrunde og et par dages fri og står på det niveau, det er fedt, fortæller Jakob med et stort smil efter kampen. 

Ved seneste træningskamp havde holdet sat sig nogle helt særlige mål med, hvad der skulle fokus på i løbet af opgøret. Denne kamp var dog lidt anderledes, da holdet fra start gik til opgøret med en mission. At vinde. 

- Vi vidste fra start, at kampen mod Rællingen ville blive lidt lettere. Frederiksstad ville blive lidt sværere og Storhamar ville formentligt blive en kamp, hvor vi skulle kæmpe for at vinde. Derfor var udgangspunktet i dag at spille for at vinde, og vi skiftede ikke så meget ud, som vi har gjort i de andre kampe. De spillere der leverede, var også de spillere, der var på banen. Da det var afgjort, blev der alligevel tænkt i at skulle have alle med videre, og jeg er super tilfreds med at alle er friske og har spillet tre kampe på fire dage. Det ser godt ud i forhold til næste uge, hvor vi skal træne godt og lægge lag på det, vi kan. 

Missionen om at vinde mp siges at lykkes, da pigerne vinder opgøret med hele 35-23. Det var derfor også en mere end tilfreds træner, der efter kampen kunne gøre status. 

- Jeg fik helt bestemt det ud af kampen, som jeg havde håbet. Vi er meget dygtige fra kampens start og sætter os totalt på det i første halvleg. Selvfølgelig kunne jeg godt have tænkt mig en mere lige kamp hele vejen igennem, men spillerne skal bare have kæmpe kredit for at sætte sig så massivt på tingene i første halvleg, fortæller Jakob og slutter: 

- Jeg er meget tilfreds med både udtrykket og måden vi spiller på både defensivt, i forhold til redning osv. Der er ikke meget der kan laves om fra det vi lavede i første halvleg. 

0
0
0
s2smodern

Generation Handball har endnu en gang vist sig som den perfekte platform at spille de første træningskampe i opstarten til den kommende sæson, og pigerne har allerede spillet to kampe, hvilket har resulteret i to sejre. Senest onsdag aften, hvor Frederiksstad blev besejret med 30-22 i VIBOCOLD Arena.

Sejren er Jakob og pigerne godt tilfredse med, men endnu vigtigere er det, at de aftaler og mål der bliver sat inden kampene bliver overholdt og opfyldt. Mod Frederiksstad var kampen blevet inddelt i fire perioder med hvert deres tema.

Jakob fortæller: 

- Vi havde delt kampen op i fire perioder med fire forskellige temaer. I periode et havde vi stor fokus på vores 6-0 forsvar. I periode to havde vi fokus på at spille internationalt og dermed trække al tempo ud af kampen. I periode tre skulle vi dække 5-1, og i fjerde og sidste periode skulle vi bare spille for at vinde. Alle fire perioder lykkedes vi egentligt rigtig godt med vores temaer. Vi spiller yderst sjældent med håndbremsen trukket og er jo altid med fuld fart, men det er nu engang smart, at man kan trække tempoet ud af en kamp, hvis man fører med fire mål, og der er seks minutter igen. Derfor var jeg rigtig glad for, at vi lykkedes så godt med de ting, vi gjorde i periode to. Der var ingen tekniske fejl i den periode. 

Siden pigerne mødte ind til opstarten har der været et hav af træninger på programmet, da defensiven skal på plads og den interne forståelse for hinandens spil skal indlæres. Det har gjort, at der i træningskampene under Generation Hanball har været rigtig fine takter.

- I vores 6-0 forsvar kom vi et stort skridt videre, specielt i kampens indledende fase, havde vi ikke så mange redninger, som i kampen dagen forinden, og det kunne man se på måltavlen, men når man kigger på vores måde at dække op på, var det væsentligt bedre end i kampen før. Det er jo det der er vigtigt, at vi får Maibritt (Toft, red.) og Madde (Madeleine) ind i vores 6-0 koncept. Laura (Damgaard, red.) har også været inde i forsvaret en del, og det har set rigtig fint ud, fortæller Jakob og fortsætter:

- Angrebsmæssigt scorer vi 30 mål igen mod en rigtig dygtig keeper, der voldte os problemer i første halvleg. Derfor snyder måltavlen reelt set i første halvleg. Her har vi vel 10 åbne målchancer, som hun tager og det er jo fint i forhold til, at kampen er spændende som den var, men vi ville da gerne have scoret på chancerne. 

Kampens resultat er blot en lille del af det, Jakob kigger på i en træningskamp som den mod Frederiksstad. Derimod er det vigtigt for ham at se pigerne spille efter de aftalte koncepter og samtidig få nogle af de spillere i kamp, som han ikke tidligere har arbejdet med, eller som kan ske at komme med ligapigerne i den kommende sæson.

- Vi spiller ikke 60 minutter for at vinde. Dele af kampen er der tre ungdomsspillere på banen, og det var skide godt. Vi havde ikke det spillemæssige overtag i hele kampen, men det vi ville træne, fik vi trænet rigtig godt. 

- Det var en rigtig god træningskamp. Det er jo vigtigt at få nogle ting med videre og det gjorde vi i kampen i går, fortæller en meget tilfreds Jakob Vestergaard på pigernes kampfri dag under Generation Handball. 

Fredag spiller pigerne sidste træningskamp under Generation Handball. Kampen spilles kl. 14.15 i VIBOCOLD Arena mod Storhamar Håndball. Der er fri entré for alle. Samtidig livestreames kampen på Generation Handballs facebookside

0
0
0
s2smodern

Viborg by er i denne uge fuld af unge mennesker samt liv og glade dage. Det er det tilbagevendende stævne Generation Handball, der afholdes i Viborg hvert år i uge 31. Stævnet er ikke kun for de unge, men også for seniorhold. Hver aften spilles der nemlig showkampe hvor ligahold fra hele verden møder hinanden. Viborg HKs ligadamer er selvfølgelig med igen i år. Ligadamerne møder under stævnet de tre norske hold; Rælingen HK, Frederikstad BK samt Storhamar Håndball Elite. 

Viborg HK startede igår, tirsdag d. 30. juli mod Rælingen HK, hvor pigerne kæmpede sig til en storsejr på 39-21. Kampen blev spillet i hal 2, hvor der var fuldt hus på lægterne. Efter en forsigtig start satte både nye og gamle spillere tempoet op i anden halvleg, og viste, at der var klasseforskel på de to hold. Cheftræner Jakob Vestergaard var tilfreds efter kampen:

"Vi er rigtig godt tilfredse med første kamp, 3 nye spillere, der spiller en rigtig fin første kamp for os, og gør det vi havde håbet på. Begge vores stregspillere får rigtig mange bolde at arbejde med og scorer mange mål. Laura kommer i de situationer, hvor vi ved, at hun er rigtig god, og vi er gode til at sætte hende i de situationer. Defensivt står vi ikke kompakt nok til at starte på, men det var også første træningskamp, og generelt set er jeg rigtig godt tilfreds. Jose står også en rigtig god kamp i målet." 

Viborg HK måtte igår og igen i aften undvære nyerhvervede målmand Anna Kristensen, der har været med det danske U19 landshold til EM i Ungarn. Anna slutter sig til truppen fredag, og er altså med, når pigerne spiller sidste træningskamp under Genration Handball. 

Allerede i aften skal ligadamerne i kamp igen, når de møder Frederikstad BK. Kampen spilles på vores egen hjemmebane VIBOCOLD Arena kl. 21.00. Der er fri entré til alle kampe under Generation Handball. På fredag spiller ligadamerne sidste kamp, når de møder Storhamar Håndball Elite kl. 14.15. Kampen spilles i VIBOCOLD Arena. Fredag aften kan du også se Viborg HKs spillerpræsentation, der afholdes kl. 20.45 også i VIBOCOLD Arena. Der er gratis entré, så vi håber, at mange vil komme og se både nye som gamle spillere. 

 

0
0
0
s2smodern

Ligadamerne fra Viborg HK har fået ny sundhedsstab og vil fremover arbejde sammen med fysioterapeuter fra FysioDanmark Holstebro.

Morten Vanggaard, der har godt 15 års erfaring som fysioterapeut i håndeboldens verden, bliver sammen med Sofie Brøndgaard hovedansvarlig for skadesbehandling af Line Haugsted, Kristina Jørgensen og resten af truppen i Viborg HK, når de i juli møder ind til opstart af den kommende sæson.

- Jeg har arbejdet med elitehåndboldspillere siden 2004 og har ofte stået over for Viborg HK i kamp. Det er en stor klub, og jeg glæder mig til at blive en del af holdet og lære de mange mennesker at kende, som er i og omkring klubben, fortæller Morten og fortsætter:

- Fokus i starten vil primært være på at lære pigerne at kende og få en fornemmelse for, hvordan de arbejder. Der skal være en fælles tillid, så kommunikationen mellem os og spillerne bliver så optimal som muligt. Det skaber vi blandt andet ved at være med ved alle træningspas og i kamp, så der også hele tiden er hånd i hanke med eventuelle skader. Det bliver spændende og vi glæder os til at starte arbejdet.

FysioDanmark Holstebro har en bred vifte af fysioterapeuter med hvert deres speciale. Morten Vanggaard har blandt andet været tilknyttet DHF, TTH, Ikast-Bording, Skive Håndbold og Herning Ikast Håndbold, mens klinikken i Holstebro også har tilknytning til FCM fodbold og Herning Blue Fox ishockey. For Viborg HK betyder dette, at der er et bredt netværk at trække på og skulle der være brug for specialistbehandling, vil dette også være muligt.

I Viborg HK ser man også frem til samarbejdet:

- Morten og holdet hos FysioDanmark i Holstebro har en enormt stor ekspertise på sportsskader og særligt håndboldskader. Det vil forhåbentligt komme os til gode i de kommende sæsoner, hvor vi går benhårdt efter at skabe gode resultater. Vi mærker allerede nu, at der er god kommunikation parterne imellem, hvilket bliver enormt vigtigt, når sæsonen er i gang, da der hele tiden skal holdes et vågent øje med skaders omfang og betydning. Så vi er meget glade for at have indgået denne aftale og glæder os bare til at få skudt sæsonen i gang i slutningen af august, fortæller Jørgen Hansen, direktør i Viborg HK.

0
0
0
s2smodern

For de fleste har sommerferien så småt meldt sin ankomst, men for spillerne i Viborg HK begynder den at lakke mod enden. Den 17. juli vender alle spillere og ledere nemlig tilbage til VIBOCOLD Arena, hvor opstarten til den kommende sæson skydes igang. Der er allerede nu godt fyldt i kalenderen med træning, styrketræning, tests og sociale arrangementer, der skal gøre, at holdet er top tunet til den kommende sæson. 

Opstarten skal også bruges til at byde hjerteligt velkommen til de nye spillere, der i den kommende sæson trækker den grønne Viborg HK trøje over hovedet for første gang. Laura Damgaard kommer til fra EH Aalborg. Maibritt Toft Hansen sifter til Viborg HK fra Aarhus United og Anna Kristensen kommer til fra Skanderborg. For to uger siden kunne vi også offentliggøre en ny aftale med Madeleine Östlund, der kommer til fra Sverige. 

Ligesom sidste år får du mulighed for at se holdet til spillerpræsentation under Generation Handball. Fredag d. 2. august kl. 20.45 præsenteres pigerne i VIBOCOLD Arena inden U20 finalerne spilles. Der er fri entré for alle interesserede, der vil kunne se pigerne og høre interviews med et par spillere og Jakob. Det er et velkendt ansigt der skal lede præsentationen, da Charlotte Thøming styrer slagets gang. Charlotte var i sidste sæson værtinde på vores EHF Cup livestreams.

Vi håber at se rigtig mange af jer til spillerpræsentationen, så pigerne kan mærke en stor opbakning inden sæsonen skydes igang. 

0
0
0
s2smodern