Vind eller forsvind

Træningskampene er klaret, og i aften spiller vi sæsonens første afgørende kamp.

Kl. 20.00 løber vi på banen i Dalumhallen, hvor vi tørner sammen med DHG Håndbold i 1/8 finalen i Santander Cup.

Det er en ´vind eller forsvind´ kamp, og derfor er der heller ikke lagt op til en ´rolig dag på kontoret´, selvom Viborg HK vedkender sig favoritrollen, siger cheftræner Jakob Vestergaard:

´Vi glæder os til at komme i gang. Vi har spillet mange træningskampe i år, og nu glæder vi os til at spille første vigtige kamp.

På papiret er vi store favoritter, men vi står overfor et hold, vi ikke kender ret godt. Jeg forventer egentligt, at vi starter rimelig lige ud, men at vi forholdsvis hurtigt får overtaget og trækker fra. De er godt besat med tidligere ligaspillere i deres venstre angrebsside, og jeg har noteret mig, at de laver mange mål i 1. division. Suzanne Bækhøj kommer fra Odense og Frida Maag Damgaard fra Vendsyssel, og de to har vi selvfølgelig særligt øje på.

Vi skal sørge for at få tempo og intensitet ind i kampen, og jeg forventer, at vi ret hurtigt får styr på kampen, men jeg må også erkende, at vores niveau har svinget en del, og derfor skal vi også sikre os en så stor føring, at vi har råd til at spille 10 dårlige minutter, hvis det skulle ske´.