milissa petrén viborg hk

Vi kommer efter point

To vigtige point venter på at blive erobret i København, når de grønne drager mod øst og løber på banen i aften kl. 18.30.

Sidste gang Viborg HK spillede i København blev det til en storsejr, og selvom cheftræner Jakob Vestergaard er optimistisk forud for aftenens kamp, forventer han ikke en gentagelse:

´Der venter os en virkelig spændende kamp. Vi kigger på en sæson, hvor vi indtil videre har vundet de to ligakampe, som vi også havde forventet, at vi kunne vinde, og vi har tabt de to, som vi faktisk heller ikke forventede, at vi kunne vinde.

I aften står vi overfor København Håndbold, som vi virkelig gerne vil være i stand til at slå. Det er en af de modstandere, som vi forventer, at vi kommer til at battle tæt med – måske er det lidt tidligt på sæsonen for os endnu, men det bliver en kamp, hvor vi virkelig kan blive målt og vejet i forhold til, hvor langt vi selv er nået i vores proces med at opbygge et slagkraftigt mandskab.

Vi er to hold, der minder om hinanden. Vi vil begge gerne spille med høj fart, og begge hold har rigtig dygtige fløjspillere, og derfor kan vi begge spille bredt. Vi har selvfølgelig kigget en del på Stine Jørgensen. Hun er en kæmpe profil i ligaen, som kommet til København, efter at hun har været en tur i Bietigheim.

Vi glæder os rigtig meget til en tur til København, og det plejer at være nogle gode kampe med mange mål og intens fight, og mit håb er, at vi kan køre hjem med to point´.

Når sidste sæsonens topscorer for København Håndbold, Melissa Petrén vender tilbage til Frederiksberg hallen er det med både glæde og spænding – og ikke mindst er hun fuldt ud klar over hvilke forventninger, den svenske A-landsholdsspiller skal indfri:

´Der er ingen tvivl om, at vi skal levere en god præstation, hvis vi skal slå København, og det tror jeg også på, at vi kan. Vi er et meget nyt hold, og vi bliver bedre og bedre for hver kamp og hver træning, og jeg synes især, at vores angreb er ved at finde en god form, mens vi stadig mangler noget på den defensive del.

Jeg glæder mig til at spille i København, - de har fået et godt hold, og jeg tror, at vi især får en stor opgave med at holde styr på og ikke mindst komme forbi deres to stregspillere Sofia Hvenfelt og Maria Lykkegaard.

For mit eget vedkommende håber jeg, at jeg kan ramme et rigtig højt niveau og ikke bare spille mig til mange frie chancer men også score på dem´.

Kampen mellem Viborg HK og København Håndbold skydes i gang kl. 18.30 og vises på TV2 Sport.

Fotograf Johnny Pedersen