Udvikling i Viborg HK

Målet om en slutspilsplads er nået, og nu handler det om at blive placeret længst muligt oppe i tabellen i grundspillet.

Der er stadig 2 kampe tilbage: Den ene mod NFH på udebane i aften og den anden mod Horsens i egen hule den 22. marts kl. 19.00. Først herefter vil det vise sig, hvordan vores placering bliver i grundspillet … tager vi point med over i slutspillet? Får vi en placering, der betyder, at vi skal ud og spille europæisk næste sæson? Vi ved det ikke endnu, men uanset hvad fremtiden bringer, har truppen gennemgået en helt fantastisk udvikling, og cheftræner Jakob Vestergaard er da også tilfreds med, at Viborg HK i skrivende stund kan kigge tilbage på 7 kampe, der alle har resulteret i point.   

Det er nok ikke en underdrivelse at sige, at truppens præstationer var svingende især i starten af sæsonen, og der er nok heller ikke mange, der vil modsige, at truppen har været igennem mange omvæltninger – lad os bare nævne

  • Lærke Nolsøes exit grundet graviditet
  • Et farvel til Kerstin Kündig og til Anna Kristensen midt i sæsonen
  • Melissa Petréns exit grundet graviditet
  • En økonomisk redningsaktion

Det til trods har man formået at finde et samspil, en rytme og et flow, der har giver virkelig gode resultater.

Det er nærliggende at spørge cheftræneren, hvem der står bag den succes, og hvem der trækker det største læs:

´Det er 100% en holdindsats. Jeg synes, at spillerne langt langt det meste af tiden har formået at holde fokus på det, som de og vi kan påvirke – nemlig spillet.

Vi har ikke brugt ret mange kræfter på at bekymre os eller ærgre os ... vi har holdt øjnene rettet mod håndbolden, og alle har troet på det, som vi har været ved at bygge op, og alle har giver sig selv 100% i jagten på at blive bedre – også i de perioder, hvor der af den ene eller anden årsag, har været svært.

Selvfølgelig er der spillere, der virkelig har trådt i karakter.

Det er umuligt at sige sæson 2023/24 uden ikke at nævne Emilie Hovden. Hun kom til den danske liga som et rimeligt ubeskrevet blad, og nu er der ikke en klub, en træner eller en spiller i Danmark, der ikke ved hvem nr. 26 i Viborg HK er. I Norge har de jo virkelig også fået øjnene op for hende. Da hun kom til Viborg HK, var nu 3. eller 4. valg på landsholdet – nu er hun 1. valg .. måske 2. valg men kandiderer i hvert tilfælde til nr. 1. Hun scorer så mange mål, hun er god på kontra, på straffekast .. der er mange situationer, hvor man gerne vil have hende til at afslutte. I den danske liga er hun blevet matchet op mod dygtige målvogtere hele tiden, og det har også udviklet hendes spil, og hun er blevet endnu skarpere på sine afslutninger.

En anden spiller, der nok har overgået de flestes forventninger, er Mathilde Juncker. Det lå ikke lige i kortene, at Mathilde Juncker pludselig skulle ind og have en hovedrolle, men den fik hun, da Anna Kristensen blev solgt til Esbjerg, og jeg må da sige, som alle andre også gør: Hun har imponeret, og hun står helt fantastisk godt.

Jeg vil også gerne fremhæve Fisker, der kom tilbage efter meget kort tids barsel, og som bare trådte ind i truppen – hun har en enorm stor rolle både på og udenfor banen. Tonje Enkerud har også blomstret i denne sæson. Hun har udviklet sit spil betydeligt. Hun har et godt blik for spillet, og hun har løftet sit tekniske niveau, og det er dejligt at se, og det har også været vigtigt for truppen samlet set. Sara Hald, der snart må banke på til en landsholdplads, har også præsteret på et højt niveau og i den grad været inde i en positiv udvikling. Charité, der var ret usikker i starten af sæsonen, men som nu virkelig begynder at vise, hvad hun består af – og som også netop har været med det svenske A-landshold´.

Der er mange gode præstationer, og der er mange, der har udviklet sig, og det er ret tydeligt, at Viborg HK netop er en klub, der giver gode betingelser for udvikling af spillere – og det er jo ikke blot i denne sæson, vi kan bryste os af talentudvikling. Vi kan også være stolte af, at Haugsted nu benævnes som verdens bedste af landstræneren, Kristina Jørgensen gør sig meget positivt bemærket i den franske liga, Anne Kristensen kom til Viborg HK som helt ung og spiller nu med på øverste hylde. Det er ikke blot i denne sæson, at spillerne har udviklet sig markant i Viborg – det er en del af klubbens DNA´.

Foto Johnny Pedersen