Nyt partnerskab mellem Ecooking og Viborg HK

Det danske brand Ecooking og Viborg HK har indgået samarbejdsaftale, der bl.a. indebærer, at kampens spiller fremover vil blive begavet med lækre produkter fra det meget populære brand.

Produkterne i Ecookings sortiment er primært veganske og med naturlige økologiske ingredienser, og alt det ´grønne´ passer perfekt til det, som Viborg HK står for og den retning, vi hele tiden arbejder hen i mod siger kommerciel chef Caroline Lyhne Hansen:

´Vi arbejder aktivt på at blive verdens grønneste håndboldklub, og det betyder også, at vi går målrettet efter nye samarbejdspartnere, der deler de grønne og bæredygtige tanker, og jeg kan ikke forestille mig et federe brand indenfor hudpleje og kosmetik at indgå aftale med end Ecooking, og det er med enorm stolthed, at vi præsenterer dem som ny parter i klubben.

Samarbejdsaftalen bygger i høj grad på aktivering, og derfor vil man også se Ecooking til vores hjemmekampe som sponsor af kampens spiller. Desuden planlægger vi flere forskellige aktiviteter sæsonen igennem, og det glæder spillerne sig også til - der er vist ikke én spiller, der ikke synes, at Ecooking er et af de sjovere brands at arbejde sammen med´.

Sejer Aagaard, Head of Partnership, glæder sig også til at se det nye samarbejde folde sig ud og forklarer, at han i sin rolle som ansvarlig for Ecookings sponsoraftaler har til opgave at finde attraktive partnere og projekter, som de kan engagere sig i, og netop det ser han i Viborg HK:

´Vi glæder os til at påbegynde samarbejdet med Viborg HK, som jeg har holdt øje med længe i forhold til at finde interessante samarbejdspartnere.

Viborg HK er Danmarks mest traditionsrige klub, og den værdi, der ligger i deres brand, har de indenfor de seneste år formået at udvikle til også at løfte flere bæredygtige og socialt ansvarlige projekter, hvilket Ecooking gerne vil anerkende og bakker op omkring med et partnerskab´.