Nyt samarbejde mellem erhvervsklubberne i Viborg HK og Viborg Golfklub

Et sponsorat og medlemskab af en erhvervsklub er en attraktiv og effektiv måde at kunne kombinere markedsføring, netværksmuligheder og oplevelser.

Viborg HK og Viborg Golfklub har begge veletablerede erhvervsklubber, som i dag tilbyder en lang række arrangementer, events og netværksmuligheder. Men for at kunne give sponsorerne en endnu større værdi af deres sponsorater, er der indgået en ny samarbejdsaftale mellem de to erhvervsklubber, som giver mulighed for flere og større events og arrangementer, og som åbner dørene for et endnu større og stærkere netværk for de enkelte sponsorer.

De nye muligheder og det større udbud, som samarbejdet medfører, giver grobund for at kunne tiltrække flere nye sponsorer til netværket. Til gavn for både sponsorerne og klubbernes økonomi.

– Et stærkt erhvervsnetværk spiller en stor rolle for vores klub, og vi vil gerne give vores sponsorer så meget tilbage som muligt. Det tror vi på, at dette nye samarbejde kan være med til, siger formand for Viborg Golfklub, Mogens Andersen, som glæder sig til samarbejdet.

Med det nye samarbejde tæller de to erhvervsklubber tilsammen over 300 medlemmer.