Et klap på skulderen fra Det Faglige Hus

Det vågne øje ville have opdaget, at der i onsdagens topbrag mod Team Esbjerg var nyt logo på pigernes skulderparti, da Det Faglige Hus er tilbage som trøjesponsor for Viborg HKs ligakvinder.

Det er et gensyn der skaber glæde i Viborg HK og hos Det Faglige Hus.

- Vi er naturligvis rigtig glade for at have Det Faglige Hus tilbage på tøjet i Viborg HK. Passende nok sidder deres logo på pigernes skulderparti, og vi ser det som et stort skulderklap, at en af Danmarks største fagforeninger og a-kasser vælger Viborg HK som eksponeringsplatform, fortæller Jørgen Hansen, direktør i Viborg HK.

- Samarbejdet med Det Faglige Hus har eksisteret i mange år, og vi er glade for deres fortsatte opbakning, slutter Jørgen Hansen.

Det Faglige Hus hører til blandt lønmodagernes foretrukne og er i toppen blandt de fagforeninger og a-kasser, der oplever vækst. Med den store tilslutning hæves ambitionsniveauet. Ligesom Viborg HK vil til tops i HTH Ligaen, vil Det Faglige Hus være Danmarks største fagforening og a-kasse for alle.

- Det er vældig flot, at Viborg HK igen spiller med i toppen, og jeg håber da på, at det er begyndelsen på en ny Viborg-æra. Det Faglige Hus har en lang historie med Viborg HK, og den betyder også meget, men i sidste ende er det resultaterne, som tæller. Er de ikke gode, så vil vi ikke bruge tid på det, siger stifter af Det Faglige Hus Johnny Nim til Viborg Stifts Folkeblad.

Det Faglige Hus har hovedkontor i Esbjerg og afdelinger i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Herning, Kolding, Ringsted og Hillerød.