Viborg HK indgår samarbejdsaftale med MLI Huse  

Viborg HK indgår to-årig samarbejdsaftale med murerfirmaet MLI Huse. Det er første gang de to parter indgår en aftale om samarbejde. Aftalen løber til sommeren 2021.

- Vi glæder os over samarbejdet med Viborg HK, og ser det som en rigtig god mulighed for at støtte lokalt samtidig med, vi profileres nationalt. Håndbold er en national sport, som rigtig mange danskere følger med i, og Viborg HK er et navn, som alle genkender. Det går rigtig godt i spænd med vores ambitioner for vækst og lokal opbakning, og derfor har vi valgt at blive samarbejdspartner i Viborg HK, fortæller Lars Ingemann, direktør i MLI Huse. 

MLI Huse er en forholdsvis ung virksomhed, der blev stiftet i 2015. Siden er det gået stærkt og murervirksomheden, der i dag har over 80 ansatte, blev i 2018 kåret til Årets Iværksætter i Viborg Kommune. Fra sommeren 2019 er stenene lagt til et stærkt samarbejde med en af Kommunens største flagskibe, Viborg HK. Og den traditionsrige håndboldklub glæder sig over samarbejdet.

- Vi er naturligvis meget stolte over at kunne præsentere et samarbejde med MLI Huse, der er en lokalt forankret virksomhed med et nationalt reach. Vi ser det som en kompliment, at MLI Huse ser mod Viborg HK for at skabe endnu større forankring i lokalsamfundet, og samtidig profilere sig via vores platforme, siger salgsansvarlig i Viborg HK Anette Pedersen.

Aftalens størrelse forbliver de to parter i mellem, men Anette Pedersen slår fast, at det er et rigtig flot sponsorat, som gør MLI Huse til bronzepartner i klubben. MLI Huses logo vil fra den kommende sæson være synligt på kraven af træner/leder teamet.