Rasende dygtig venstre fløj til Viborg HK

Camilla Degn har netop underskrevet en 2-årig kontrakt med Viborg HK. Hun kommer fra Randers HK, og den kommende cheftræner, Ole Bitsch, omtaler hende som ´rasende dygtig´, og som en spiller, han glæder sig meget til at arbejde sammen med.

´Jeg kender jo Camilla særdeles godt. Først og fremmest er hun en rasende dygtig venstre fløj, og så er der det særlige ved hende, at hun faktisk også formår at spille højre fløj med højre hånd. Det siger sig selv, at det giver ret mange muligheder på et hold, når man inkluderer så fleksibel en spiller i sin trup. Hun er dygtig defensiv, hvor hun kan dække flere positioner, og så er hun også stærk og træfsikker i sit angrebsspil.

Som person er hun positiv og ambitiøs – hun er sådan en spiller, man bare gerne vil have i truppen, så jeg glæder mig over, at hun er med fra næste sæson´.

Camilla Degn har spillet i Randers HK siden sine ungdomsår, og hun oplevede dermed også, at klubben gik konkurs. Nu glæder hun sig til at komme i den grønne trøje til sommer, og hun ser frem til, at hun ved, hvor hun hører til de næste 2 år. Netop kendskabet til Ole Bitsch har haft en afgørende betydning i forholdt til hendes ønske om at spille i Viborg.

´Jeg har stor respekt for Ole. Han er dygtig og behagelig, og jeg synes, at vi fungerer godt. Det betyder selvfølgelig meget, at man har en cheftræner, hvor kemien er god, og det giver de bedste betingelser for udvikling, tænker jeg.

Jeg glæder mig til at komme til Viborg, og jeg synes, at projekter med at bygge en ny trup op med mange unge talenter blandet med nogle, der har mere erfaring fra ligaen, er spændende, og det kan jeg sagtens se mig selv i.

Jeg håber, at jeg kommer til at bidrage både på og udenfor bane, og jeg tror, at jeg med det træningsmiljø, der er i klubben, kommer til at lægge mange lag på mit spil … og ja så glæder jeg mig bare til at det bliver sommer, så vi kan komme i gang.

Foto Johnny Pedersen BilledeBank.dk - Fotograf Johnny Pedersen