Stine Aagaard Vangkilde fysisk træner Viborg HK

Ny fysik træner til Viborg HK

Nogle har måske allerede opdaget det: Viborg HK har fået ny fysisk træner, og hvem er denne bomstærke kvinde? Det har vi bedt hovedpersonen selv sætte ord på:

´Jeg hedder Stine Aagaard Vangkilde og er 37 år. Jeg er gift, har en søn på 8 år og er bosat i Viborg.

De sidste 4 år har jeg arbejdet som fysik træner for håndbold ligaherrerne i Skive.

Jeg har en kandidatgrad i idræt fra Aarhus Universitet med speciale inden for træningsfysiologi og idrætsskader. Derudover har jeg en række efteruddannelser inden for træning.

Jeg arbejder til daglig som lektor i idræt på Viborg Katedralskole. Jeg er desuden leder af Idrætsfysiologisk Testcenter, hvor jeg tester både motionister og professionelle i jagten på at præstationsoptimere.

Derudover er jeg tilknyttet som personlig træner hos Viborg Elite med ungdomsuddannelserne – og nu får jeg altså også lov til at arbejde tæt sammen med Viborgs ligahold, hvor jeg vil hjælpe holdet og de enkelte spillere med at sammensætte og optimere træningen, så de får det absolut bedste udbytte – og med det fokus, den enkelte har brug for´.

Fysikken hjælper til at stå distancen

I håndbold bliver fysikken som i så mange andre sportsgrene en vigtigere og vigtigere faktor, og vi skal bruge fysikken til at udføre det taktiske oplæg. Så enkelt kan det siges, fortæller Stine Aagaard Vangkilde og supplerer:

´Er du stærkere og hurtigere end dine modstandere, er det bestemt et afgørende konkurrenceparameter. Det er ikke længere kun det tekniske og taktikken, der skal være på plads. Det skal fysikken også, og holdets samlede fysik er helt klar med til at vinde kampe – eller det modsatte, så derfor er den fysiske træning også en del, der får meget fokus, og som spillerne bruger mere og mere tid på´.

Egen medicin

Stine Aagaard Vangkilde ved hvad hun taler om og er vant til at tage sin egen medicin, når der kommer til træning, motivation og vedholdenhed. Hun har en baggrund som elite fodboldspiller, og har bl.a. spillet i Vejle, Randers og også Viborg. Da hun stoppede med fodbolden, måtte hun kaste sig over noget andet.

Det blev crossfit og også den disciplin, har hun flyttet fra hobby til eliteniveau, og har inkasseret et danmarksmesterskab i vægtløftning, en 3. plads til EM i vægtløftning og om kort tid er hun på vej til EM i crossfit.

Hun glæder sig til at lære spillerne bedre at kende og er allerede godt i gang med opstarten sammen med ligaholdet:

´ Vi er godt i gang med at teste og lægge program, og det er tydeligt, at de er vant til at arbejde hårdt og målrettet.

Jeg synes, at det er SÅ fedt at få lov at nørde fysisk træning med andre, som virkelig vil det, og som ved, at de små detaljer og procenter samlet kan flytte rigtig meget og kan være afgørende for at lykkes bedre med at udføre cheftræneren fastlagte taktik´.