En mere end vanskelig opgave

I aften tørner Viborg HK sammen med Team Esbjerg i Blue Water Dokken, og med udsigten til at møde et af Europas bedste hold, vedkender cheftræner Jakob Vestergaard, at oddsene ikke er med de grønblusede.

´Vi møder op i Esbjerg med en forventning om, at vi bliver sat på en mere end vanskelig opgave. Team Esbjerg har et stjernespækket mandskab, og som alle jo ved, er de så også lige et blevet forstærket yderligere på målvogterpositionen, og derfor ved vi godt, at vi er underdogs. Den rolle er vi klar til at påtage os, og vi vil kæmpe og slås for at matche Esbjerg uanset, at det bliver svært.

Det er bedst for os, hvis det bliver en kamp på hastighed i stedet for en fysisk kamp, men for at det kan lykkes, skal vi have etableret en god defensiv, og det bliver udfordrende.

Desværre kommer vi med en trup, der er plaget af både sygdom og skader, og derfor ved jeg på nuværende tidspunkt faktisk ikke, hvem der bliver klar – det tester vi helt op til kampstart´.

Kampstart er kl. 19.30, og du kan følge den på Viborg Stift Folkeblads liveblog.

BilledeBank.dk - Fotograf Johnny Pedersen