Dagen derpå

Efter en hård aften i Ringkøbing er det ikke blevet til mange timers søvn for cheftræneren, og dagen derpå er det tid til reflektion og evaluering, fortæller Jakob Vestergaard:

´Ovenpå gårsdagens nederlag har det været en lang nat at komme igennem. Der er mange tanker, der løber igennem hovedet: Hvorfor kan vi ikke holde fast i nogle af de gode takter, vi viste i første halvleg? Hvorfor lukker vi så mange mål ind? Der er mange spørgsmål, der presser sig på, og deraf også mange mulige svar.

Det står klart for mig, at der breder sig en usikkerhed i hele truppen, som vi ikke formår at ryste af os – en usikkerhed, der fik lov at vokse og som satte markante præg på vores indsats.

Vi har jo faktisk mange spillere i brug, og vi kommer til at spille i mange opstillinger – både noget vi har spillet meget, og noget vi ikke har spillet ret meget. Vi havde forberedt os på, at Sara Hald var ude, og vi kunne godt mærke det på kampen mod Skanderborg, men det bliver meget mere mærkbart i går. Vi mangler virkelig hendes kvaliteter, kompetencer og energi, og jeg er helt overbevist om, at vores spil havde set anderledes ud – væsentlig bedre – hvis vi også havde haft Hald med i går.

Vi lægger os i selen, og vi skal kigge rigtig mange klip igennem, hvor vi især kommer til at fokusere på vores forsvar. Vi skal altså kunne dække op både i venstre og højre side og i midten – det kan ikke hjælpe noget, at vi den ene kamp er pivåbne det ene sted og den næste kamp det andet sted. Det skal vi forbedre – væsentligt.

Ringkøbing er gode i Ringkøbing og kæmpe ros til dem. Det forventede tryk, vi kom under, fik vi ikke løst på en bare nogenlunde tilfredsstillende måde. Vi havde set, at Horsens var tæt på at tabe i Ringkøbing, og Ajax tabte stort, så Ringkøbing kan være en svær størrelse, og det viste de i går, hvor de i høj grad fik afviklet kampen på deres præmisser.

Vores kontra lykkes kun i få perioder af første halvleg, hvor vi så også kommer foran, og anden halvleg bliver en rodet og stresset affære, hvor vi prøver at finde løsninger, der fungerer, og det finder vi kun kortvarigt.

Charité gjorde det faktisk momentvis godt. Hun leverede en god indsats i forsvaret og kom også til nogle gode angrebssituationer. Emilie spillede en god kamp – stabil uden at være prangende, som hun ellers næsten har fået for vane. Ellers er der desværre ikke meget positivt at fremhæve, så der er nok at arbejde med hen mod næste kamp´.

Næste gang de grønne skal i kamp er mod Randers HK på hjemmebane tirsdag i efterårsferien, hvor kampfløjten lyder kl. 20.30.