Jens Steffensen ny direktør i Viborg HK

Jens Steffensen er ansat som direktør for Viborg HK pr. 1. marts, og dermed overtager han rollen efter Jørgen Hansen, der igennem de seneste 5 år har styret klubben igennem med- og modvind.

Med en baggrund som såvel træner, agent og CEO for Generation Handball har den nye direktør en stærk sportslig profil, og han glæder sig til at være med til at lede og udvikle den klub, hvor han startede som assistenttræer tilbage i 1999: 

´Jeg har igennem mange år været tæt på Viborg Håndboldklub både i kraft af mit engagement i Generation Handball og i min stilling som agent i People In Sport, og når chancen for at stå i spidsen for et af Danmarks stærkeste sportsbrands nu byder sig, er det en fantastisk mulighed, hvor jeg ser et stort potentiale, som jeg glæder mig til at arbejde med.

Min rolle bliver at sikre, at Viborg HK forsat er et af Danmarks stærkeste sportsbrands, og det vil jeg gøre igennem hårdt arbejde, engagement og igennem den begejstring, jeg har for klubben. Jeg vil desuden bruge min brede erfaring som spilleragent og træner samt mit store netværk i byen og i håndboldkredsene til at bidrage til, at klubben kan tiltrække relevante spillere, sponsorer og samarbejdspartnere, så vi sammen kan lykkes på de parametre, der er vigtige for Viborg HK - både sportslige og kommercielle´.

Bestyrelsesformand for Viborg Håndboldklub, Karsten Cronwald, ser også frem til samarbejdet med stor glæde:

´Med ansættelsen af Jens Steffensen har vi fået en profil med indgående kendskab til håndboldmiljøet, og som samtidig har det nødvendige netværk til at omsætte et sportsbrand som Viborg HK kommercielt.

Desuden besidder Jens Steffensen som person en god blanding af ærgerrighed, ordentlighed og begejstring, og det er værdier, vi sætter stor pris på i Viborg HK, og vi er overbeviste om, at vi har et godt match´.

Jens Steffensen kommer oprindeligt fra Bjerringbro og har boet i Viborg de sidste 7 år.

For yderligere information kontakt formand Karsten Cronwald på 41101080 eller Jens Steffensen på 22912359