Når de grønne piger løber på banen, sker det sammen med den norske venstrehåndede profil Moa Högdahl i minimum to sæsoner mere.

Det står klart efter, at Viborg HK og Moa Högdahl er blevet enige om en kontraktforlængelse frem til og med sæson 2023 /24.

 

´Der er ingen tvivl om, at vi er rigtig glade for forlængelsen med Moa Högdahl, som er en af de bærende kræfter på holdet´ siger direktør for Viborg HK Jørgen Hansen.

 

Cheftræner Jakob Vestergaard fremhæver også Moa Högdahl som en vigtig brik i måden, hvorpå VHK spiller håndbold på og drive holdet på:

´Der er nok ingen, der er i tvivl om, at Moa er en hamrende dygtig håndboldspiller. Hun dækker godt op og lægger desuden hele tiden lag på sit angrebsspil. Hun spiller rigtig mange minutter for os, og hun har en stor rolle på holdet. Jeg tror på, at vi kan lægge et lag ekstra på, så hun bliver mere stabil i sin præstation. Hun har et stort potentiale, og jeg forventer, at vi kan flytte Moa Högdahl fra at være en international dygtig spiller til at være en international klassespiller.

Hun er en af de mest dedikerede til træning og til kamp, og så er hun en rigtig teamplayer. Hun formår at give en skideballe, når det er nødvendigt og formår også at give et klem og et kærligt strøg, når det er nødvendigt, så hun er en stor kapacitet at have på holdet.

 

Hos Moa Högdal er der også stor glæde over forlængelsen:

´Jeg er rigtig glad for at blive i Viborg, for jeg har en virkelig god hverdag her, og jeg føler, at jeg udvikler mig både som spiller og som person i klubben.

Vi har et utroligt godt hold med høje ambitioner, og det betyder, at vi alle træner hård og meget for at nå vores mål, og det passer mig perfekt.

Jeg føler også, at Jakob, Susanne og jeg har en god kommunikation, hvor der er fokus på at udvikle mig på flere parametre, og det værdsætter jeg højt. Desuden sætter jeg stor pris på, at alle omkring klubben arbejder hårdt og professionelt for at lægge alt til rette for os spillere, så vi kan præstere optimalt. Line vores personlige træner og fysioterapeut Morten har styr på det fysiske. Jørgen Hansen og resten af administrationen gør en kæmpe indsats for at alt omkring det sportslige bare er i orden, og ja Liss … hun gør ALT for os spillere og er en kontinuitetsbærer for hele klubben.

Jeg føler mig hjemme i Viborg, og jeg føler, at håndbolden er min familie. VHK er jo en klub med stolte traditioner og en flot historie, og jeg håber, at jeg kan bidrage til, at vi også går en stor fremtid i møde´.

 

Moa Högdahl er i øjeblikket med det norske landshold på træningslejr forud for VM i Spanien.

0
0
0
s2smodern