VHK 14 Tonje Enkerud

Fra de norske fjelde til Viborg

VHK 14 Tonje Enkerud

Norske Tonje Enkerud har forladt de norske fjelde for at spille sin første sæson i Viborg HK, og nu – efter to måneder i byen og klubben, fortæller hun, at hun er faldet rigtig godt til og oplever, at hun er blevet taget godt imod:

´Det har været en fornøjelse at komme til VHK, og jeg stortrives her i Viborg. Jeg er glad for den måde, vi spiller og træner på, og jeg nyder rigtig meget, at vi også efter træning og imellem kampene er gode til at finde på sjove og hyggelige ting sammen. Det er ret vigtigt, når man som jeg kommer langvejs fra´, siger Tonje med et stort smil, der ikke efterlader nogen tvivl om, at her sidder et menneske, der trives.

Vokset op med sporten

Hun er fra barns bens blevet introduceret for sporten og har to ældre søskende, som også altid har dyrket sport i form af fodbold, håndbold og ski, så en aktiv hverdag har altid været en selvfølge.

Da hun var 9 år, startede hun med at spille håndbold, men håndbold har ikke altid været ´den eneste ene´ - først prøvede hun kræfter med fodbold, og som en ægte nordmand har hun (naturligvis) også både stået på ski og langrend.

Medbringer en tung kuffert

Med til Viborg tager Tonje Enkerud en bagage fyldt med erfaring, og efter 9 år i den norske storklub Storhamar blev det til 149 kampe og 515 mål, inden hun var klar til et klubskifte.

For 27-årige Tonje faldt valget på Viborg HK, da hun mener, at Viborg HK er en klub, som kan være med til at udvikle hende og gøre hende til en endnu bedre håndboldspiller.

Den norske landsholdsspiller drømmer at spille sig til en plads i Champions League sammen med Viborg HK og håber ligeledes, at hun kan bidrage til at vinde medaljer i den danske Bambusa Kvindeliga – og på det personlige plan er hendes ambition, at hun kan spille sig til at blive cheftræner Jacob Vestergaards førstevalg i startopstillingen, og dermed opnå meget spilletid på banen.

Fødselsdag i nye omgivelser

Tonje har netop fejret sin 27-års fødselsdag, og den blev fejret med holdkammeraterne, en træningskamp og om aftenen besøg af flere holdkammerater, og det er dejligt, at blive fejret, når det nu er første gang, man ikke er hjemme, fortæller hun:

´Ja jeg skulle så være 27 år, før jeg første gang skulle fejre fødselsdag uden min familie, og det er selvfølgelig anderledes, for jeg har altid været meget tæt med min familie i Norge. Så er det bare rigtig dejligt, at jeg har så mange gode holdkammerater tæt på mig, som gerne ville være med til at fejre mig´.

Næste gang vi kan opleve den norske playmaker er på lørdag, når Viborg HK tager imod Aarhus United i Vibocold Arena. Den dag holdes der Mad & Match, hvilket betyder, at man kan købe en samlet billet til både spisning og kamp til kun kr. 100,00. Billetterne købes på shop.vhk.dk

Tonje Enkerud