Thomas Nørgaard ApS opgraderer fra bronze- til sølvpartner

Aut. kloakmester Thomas Nørgård ApS vælger at opgradere sin sponsoraftale med Viborg HK fra bronze- til sølvpartner, og det er en beslutning, der tages med både hjerte og hjerne, fortæller kloakmester Steffen Christensen

´Vi mener, at det er vigtigt at bakke op om så væsentlig en del af Viborgs DNA, som Viborg HK er, så vi støtter bestemt klubben af hjerte. Når det er sagt, vil jeg gerne pointere, at vi kan mærke, at vi virkelig får noget for sponsoratet, så det er også en marketingstrategisk beslutning.

Vores sponsorat giver nemlig rigtig god lokal eksponering og forankring. Når vi fx sponserer Årets Talent, målvogter Anne Kristensen, er hendes imponerende redningsprocent vores garanti for massiv synlighed, for når hun redder en bold, bliver vi nævnt. Det er da dejligt målbart. Desuden hører vi fra flere, at de lægger mærke til vores logo i hallen og på TV, og det giver branding og er med til at holde vores logo og navn top of mind´.

Fra næste sæson bliver Thomas Nørgård endnu mere synlig, da firmaet ud over eksponering på målvogternes tøj også har sikret sig gulvreklamerne i målet.

Kommerciel chef, Caroline Lyhne Hansen, ser også aftalen som en gensidig gevinst:

´Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at Thomas Nørgård føler, at de har fået så meget ud af deres sponsorat, at de har lyst til at lægge et ekstra lag på den eksisterende aftale. Vi talte om, at det ekstra lag gerne måtte være noget i naturlig forlængelse af den eksisterende aftale, og derfor var det oplagt at lægge gulvreklamerne ind i aftalen, så eksponeringen på tøj og gulv supplerer hinanden´.

Sølvpartneraftalen gælder foreløbig for to år fra sæson 2021/2022.