I dag gælder det DM-finalen

Klar til DM-finalen

  • cheftræneren har ordet

Når Viborg HK senere i dag rykker til Odense for at spille DM-finale, er det med en trup, hvor alle melder klar til kamp, og hvor forventningerne og glæden ved at stå i en DM-finale overskygger alt.

Den sidste træning inden finalen er afsluttet, og vi fanger Jakob Vestergaard til en opdatering på truppens tilstand:

´Vi har spillet på et stabilt, højt niveau igennem hele sæsonen, og vi havde en rigtig god sidste træning. Der er god energi og commitment til tingene. Vi er lykkes med at komme i finalen, og det er jo et klart tegn på, at spillerne har præsteret på et superhøjt niveau og er lykkes hele vejen igennem sæsonen, og det er godt at mærke.

Vi har grund til at være stolte, og selvom vi nok næppe er favoritter i Odense, har vi bestemt en chance. Vi har spillet 4 kampe mod Odense, hvoraf vi har vundet 2 og tabt 2. Ser vi på de sidste 3, har vi taget sejren med fra 2 af dem, så jeg føler, at vi er rigtig godt forberedt, og at vi er klar over, hvordan vi kan bygge et fundament til en sejr i Odense.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi som altid skal dække godt op, for når vi gør det, får vi gang i vores kontra.

Vi har været et af Europas bedste hold på kontrafasen. Ja man kan sige, at det er en subjektiv vurdering, men jeg vil faktisk tro, at du vil få samme svar, hvis du spørger rundt omkring i både den hjemlige liga og ude i Europa.

Vi har selvfølgelig kigget på, hvor vi kan ramme Odenses forsvar - både 5-0 og 6-0. Vi har gode erfaringer med 5-1 fra semifinalerne, og det tager vi med videre.

Det er jo første kamp, så lige meget om vi taber stort eller vinder stort, er der ikke noget, der bliver afgjort i dag, så det handler også om, at vi tager nogle erfaringer over i næste finalekamp´.