NU gælder det DM-finalen

De skinnende pokaler i Heidi Astrup Loungen vidner om, at traditionsrige Viborg HK har hentet mange pokaler til klubben og på hele 14 af dem, stå der danske mestre … men det er længe siden, det skete sidst.

Vi skal helt tilbage til 2013/2014 sidste gang vi stod i en DM-finale, og alligevel kan vi stadig her 7 år efter finde den rutinerede Maria Fisker, cheftræner Jakob Vestergaard og holdleder Liss Kristensen på holdkortet.

Fisker står klippefast

Om udsigten til endnu engang at spille DM-finale, siger Maria Fisker:

´Jeg glæder mig bare helt vildt. Jeg er jo så privilegeret, at jeg har prøvet det før, og det er den fedeste oplevelse. Jeg synes, at vi har fortjent det – og at det virkelig er vores egen fortjeneste, at vi står her. Jeg vil gøre ALT for, at vi vinder guld´.

Hvorvidt hun føler et særligt ansvar som den absolut mest rutinerede spiller på holder, siger hun:

´Når startfløjtet lyder, er vi alle 110% fokuseret på både egen indsats og på holdets samlede indsats. Jeg husker selv, hvordan jeg som helt ung lænede mig lidt op ad de garvede, og nu er det mig, der står klippefast. Den tryghed vil jeg bestemt gerne give videre, så på den måde er jeg opmærksom på, at jeg kan hjælpe de yngre lidt via min erfaring. Det her hold fortjener virkelig at stå, hvor vi gør. Vi har kæmpet r…. ud af bukserne, og det gør vi også i morgen´.

For den mest rutinerede er DM-finalen ikke rutine

Holdleder Liss Kristensen har igennem sine 22 år i Viborg stået i en DM-finale  mange gange, at hun ikke engang har tal på det, men guldet … det glemmer hun ikke:

´Jeg har været med til at vinde DM-guld 9 gange, og det er altså kæmpestort hver gang´, siger hun med en begejstring, der ikke efterlader tvivl om den udtalelse.

´At følge de her piger stort set hver dag, se dem forme sig til et hold, kæmpe sammen, gør hinanden gode, træne og opretholde en disciplineret hverdag, hvor håndbold går forud for alt andet - det betyder også, at når vi når helt til en DM-finale … ja det siger sig selv, så er man altså stolt og glad – og enorm sulten efter GULD´.

Cheftræner har før ledt Viborg HK til DM-guld

Cheftræner Jakob Vestergaard er også rutineret i sin rolle, og 4 gange tidligere har han været med til at lede Viborg HK hele vejen til danske mestre. Nu har han chancen igen og om den mulighed, siger han:

´Det bliver man aldrig træt af. Der er SÅ meget, der skal gå op i en højere enhed og lykkes før man når en DM-finale. Vi står jo med en ret ung trup, hvoraf kun Fisker har spillet en DM-finale før.

Denne sæson har vi måtte undvære Ida-Marie Dahl hele først halvdel af sæsonen, og Amalie Grøn Hansen udgår grundet skade. Carin Strömberg bliver smittet med Corona, og Moa brækker en hånd, så de begge må sidde over i de absolut vigtigste slutspilskampe.

Desuden sender vi jo 7-9 landsholdsspillere til samling flere gange hver sæson, og det er en betydelig ekstra faktor, der skal tages højde for,

– alligevel står vi her nu. Klar til en DM-finale på lørdag, og ærgerrigheden efter en sejr er enorm´.