Den 8. april blev Odense Håndbold besejret på hjemmebane - en sejr, der resulterede i, at Viborg HK tog 1. pladsen i slutspilspuljen, men som desværre også resulterede i, at Moa Högdahl pådrog sig et brud på hånden.

Siden har den været i gips og i ro … men nu er den i så god en tilstand, at Viborg HK´s højre back er tilbage til træning og begynder at kigge fremad.

´Jeg har fået gipsen af min hånd, og bortset fra at den er gul og blå, har den det overraskende godt. Jeg er med til træning igen, og jeg kan mærke, at jeg hurtigt genfinder bevægelsen i håndled og fingre, så det er meget glædeligt´.

Viborg HK er i forvejen udfordret i bagklæde, da Carin Strømberg netop er testet positiv for Corona, så det er med både glæde og spænding, at Jakob Vestergaard følger Moa:

´Det er ikke nogen hemmelighed, at både Carin og Moa er vigtige ressourcer, og nu hvor vi helt sikkert står uden Carin den næste tid, vil det være fantastisk, hvis Moas hånd tillader et hurtigt comeback, - og hvis ikke har vi heldigvis en trup med en god bredde, hvor der er rigtig mange andre ressourcestærke spillere´.

Om udsigten til et hurtigt comeback siger Moa Högsdahl:

´Jeg kan ikke sige noget med sikkerhed, men det går godt, og et drømmescenarie vil selvfølgelig være, at jeg bliver klar til på lørdag´.

I slutspilpuljens 4. runde skal Viborg HK møde Aarhus United lørdag kl. 18.00 i Århus Ceres Park.

0
0
0
s2smodern