Tid til selvransagelse

Efter en vanvittig intens kamp med høj fart og en pausestilling på 20 – 20, er det med et tungt sind og en enorm skuffelse, vi tager hjem fra Nykøbing Falster med et nederlag på blot et enkelt mål.

´Vi er skuffede på mange parametre. Vi er skuffede over, at vi smider muligheden for at ligge på førstepladsen væk. Vi er skuffede over, at vi lukker 20 mål ind i første halvleg, hvor vi stort set ikke sætter en tackling´ siger Jakob Vestergaard umiddelbart efter kampen.

 

Modstander uden overraskelser

NFH kom ikke med noget, der overraskede os i aften, og alligevel lukker vi ikke af i forsvaret, - Jakob Vestergaard udtrykker det således:

´Det er svært at dække op, når man ikke tackler modstanderne´.

 

Kollektiv off-dag

I håndbold skal alt ske, og selv med 9 landsholdsspillere kan det altså ske, at et hold bliver ramt af en kollektiv off-dag, og sådan beskriver cheftræneren situationen i aften.

´Vi har mange, der ikke rammer det niveau, som de plejer. Vores bagspillere halter især. Kristina Jørgensen holder os inde i kampen og leverer især en rigtig fin første halvleg, mens også Thilde Frandsen skal have ros for at levere en rigtig god kamp, hvor hun også sætter mange mål ind´.

 

Selvransagelse

´Der er desværre meget, vi ikke kan bruge i dag, og vi er nødt til at tage hjem og lave en selvransagelse, hvor vi kigger på, hvorfor vi ikke leverer en bedre præstation. Især taget i betragtning af, at vi lige har været i Odense og vundet med 12 mål. Ja så har vi været væk fra hinanden, men vi når trods alt at have et par rigtig gode træningen sammen inden kampen i Nykøbing, men vi er bare ikke i nærheden af at levere det slutspilsniveau, som vi gerne vil – og skal´, afslutter Jakob Vestergaard. 

 

Med kampens udfald står Viborg HK med en ekstrem vigtig kamp på tirsdag, hvor vi møder Arrhus United på hjemmebane.