Det er lidt af en drøm at have så mange dygtige spillere i sin trup, men det kan altså også blive en ulempe. I hvert tilfælde når man skal undvære dem op til et slutspil.

Når landsholdstrupperne i Danmark, Norge og Sverige samles i næste uge bliver det med massiv deltagelse fra Jakob Vestergaards trup, og selvom det er med både forståelse for landstrænernes valg samt stolthed og glæde, at cheftræneren sender hele 9 spillere afsted, er det også med et strejf af frustration:

´Vi skal undvære 9 spillere i truppen lige op til slutspillet … det er noget af en udfordring. Det er ugen før, vi skal spille de vigtigste kampe i ligaen, og jeg havde gerne brugt tiden på forberedelse, men det er nu engang det lod, vi har trukket. Vi har ekstremt mange dygtige spillere, og landsholdssamlingen ligger, hvor den gør. Det kan vi ikke lave om på´.

I første omgang var det spillerne Kristina Jørgensen, Maria Fisker, Ida-Marie Dahl, Line Haugsted, Laura Damgaard og Anna Kristensen, der var udvalgt til den danske samling, men da Rikke Iversen fra Odense Håndbold måtte melde afbud grundet en skade, er stregspilleren Majbritt Toft Hansen nu også indkaldt. Desuden har den svenske landstræner sendt bud efter Carin Strömberg og den norske landstræner efter Moa Högdahl. Derfor er grundlaget for træning og forberedelse op til slutspillet faktisk ikke-eksisterende.

´Vi bliver spredt for alle vinde, og vi har ingen mulighed for at justere spillerne på den fysiske del og heller ikke på trænings- eller belastningsdelen, men sådan er det. Turneringskalenderen har været planlagt længe, og nogle hold er bare heldigere end andre. Omvendt … kigger jeg på plussiden, betyder det jo også, at vores spillere bliver matchet på absolut øverste hylde, og forhåbentlig kommer de hjem i god tilstand - super skarpe og klar til at præstere i slutspillet for Viborg HK´, siger Jakob Vestergaard.

0
0
0
s2smodern