Spændende kamp mod "ukendt" modstander

Når kampprogrammet først er i gang, så må vi også erkende, at det for alvor er i gang. Onsdag spillede vi hjemme mod HIH, og lørdag går det atter løs, når oprykkerne fra Vendsyssel Håndbold kommer til Viborg. En kamp, som vores spillere glæder sig til.

- For det første er det spændende at møde Vendsyssel, for vi har aldrig spillet mod dem før. De er helt nye i ligaen til denne sæson, og har gjort det godt mod de stærke hold i ligaen, så det er et oprykkerhold, der spiller godt. Godt nok har de kun snuppet et enkelt point, men de har været tæt på i mange af deres kampe, fortæller Carin Strömberg, der samtidig slår fast, at det vigtigste for holdets succes lørdag bliver, at alle holder fast i det, der er lykkedes så godt i denne sæson.

- Vi skal holde fast i det gode spil, vi har fundet i denne sæson. Der er lidt detaljer at skrue på i forhold til de seneste to kampe, men det kigger vi på. Vi går jo benhårdt efter at vinde, særligt nu, hvor vi har haft to nederlag i de seneste kampe.

Kendskabet til Vendsyssel Håndbold er ikke det største, og for Strömberg bliver det første møde med oprykkerne. Deres status som oprykker gør dog ikke, at Carin og resten af Viborg HK-mandskabet undervurderer deres evner. Tværtimod, for Vendsyssel har flere gange været meget tæt på at tage point mod hold som HIH, Randers og Silkeborg.

- Vendsyssel er et hold, der spiller 6-0 forsvar, med et par store spillere i midterforsvaret. Deres bagspillere er meget målsøgende og går efter at være farlige selv, så dem skal vi have styr på. Vi har aldrig spillet mod dem, så vi har ikke tidligere erfaringer at trække på. Men vi har set en del video og forberedt os på den måde. Det er også motiverende at møde nogen, vi ikke kender så godt, fortæller Carin, der samtidig slår fast, at fokus lige så meget skal rettes mod eget spil, som mod Vendsyssel.

- Vi har et mål om at ligge i toppen af ligaen, og det kræver, at vi vinder alle kampe. Der er denne kamp et vigtigt skridt. Det er også vigtig som hold, at vi kommer tilbage til følelsen af, at det går godt.

Kampen mod Vendsyssel Håndbold spilles lørdag kl. 14.00 i VIBOCOLD Arena.

Kampen kan følges hos Viborg Stifts Folkeblad.