Køkkenet er familiens samlingspunkt. Det er her vi fylder maverne og åbner op for snak om hverdagens sejre og udfordringer. I Viborg HK vil køkkenet være forbundet med opbakning, for når Viborg HKs ligahold i denne sæson jagter guld og champagne, er det med fuld opbakning fra JKE Design, der er ny samarbejdspartner i Viborg HK. Samarbejdet er skudt i gang men markeres for alvor i denne weekend, når JKE Design holder åbningsfest i deres moderniserede lokaler. Her vil være åbningstilbud for besøgende, smagsprøver fra Viborg Bryghus og Restaurant Rod, samt mulighed for at få autografer fra et par af Viborg HKs spillere.

Glæden over det nye samarbejde er stor hos Viborg HK.

- I Viborg HK bestræber vi os altid på at levere kvalitet på og udenfor banen. Det gælder også i forbindelse med vores samarbejdsaftaler, hvor målet altid er at levere et kvalitativt stærkt samarbejde. Det får vi med JKE Design, som helt fra start har vist, at de vil Viborg HK. Vi har f.eks. haft Line Haugsted og Carin Strömberg til at lave mad i deres butik i Viborg. De har de perfekte rammer for gode historier, og hos Viborg HK har vi et brand, der når andre målgrupper end JKE Design er vant til. Det går hånd i hånd, og vi glæder os til at se, hvor det kan bringe os hen sammen, siger Jørgen Hansen, direktør i Viborg HK.

Hos JKE Design er glæden over samarbejdet med Viborg HK også til at mærke. JKE Design har blandt andet som mål at skabe netværk og opmærksomhed om deres moderniserede butik på Lundvej i Viborg. 

- Da St. Ajstrup overtog butikken i Viborg, kunne vi godt se, at der er forholdsvis få grupperinger, der sidder på et stort netværk i byen. En af disse er Viborg HK, der har en rigtig stor berøringsflade lokalt og nationalt, hvilket vi gerne vil være en del af. Trods det, at vi er i to vidt forskellige brancher, så er der også mange ligheder mellem forretning og sport. Vi deler mange værdier med Viborg HK, som også har gang i nogle virkelig spændende tiltag. Vi glæder os til at blive en del af det hele, siger Claus Nielsen, Direktør i JKE Design Viborg.

JKE Design Viborg blev i januar 2020 købt af St. Ajstrup, der efterfølgende har moderniseret butikken på Lundvej og skabt nye og re-designede lokaler for kunder at lade sig inspirere i. I weekenden d. 5.-6. september holder JKE Design åbningsfest i de moderniserede lokaler. Alle er velkomne.

0
0
0
s2smodern