Verdens bedste forsvarsspiller

Hun er kun 22 år gammel, men kan allerede nu kalde sig verdens bedste.

Kristina Jørgensen er blevet kåret til Verdens Bedste unge forsvarsspiller af det online håndboldmedie, Handball-Planet. En kåring der sker på baggrund af stemmer fra håndboldfans verden over. 4382 fans har været på nettet for at afgive deres stemme til, hvem der er verdens bedste unge forsvarsspiller og hele 48% er enige om, at vores egen Kristina Jørgensen er bedst. Kris var eneste dansker nomineret i denne kategori, og var oppe imod spillere fra internationale storhold som Brest Bretagne fra Frankrig, ZRK Budocnost Podgorica fra Montenegro og BM Bera Bera fra Spanien. 

De 2100 stemmer på Kris vidner om, at Viborg HK er et hold, der bliver holdt øje med i international håndbold, også i de sæsoner, hvor vi ikke deltager i de internationale turneringer. 

Stærkt besat i Viborg HK

At vi er stærkt besat i Viborg HK er ikke nogen hemmelighed. Trods en gennemsnitsalder der knap kan give adgang til et diskotek, har pigerne i denne sæson vist, at de kan bide skeer med selv de mest garvede hold. Resultatet er, at pigerne fortjent har spillet sig til bronzemedaljer i HTH Ligaen (husk, at der er medaljeoverrækkelse lørdag d. 11. juli. Billetter er gratis og kan hentes HER).

I løbet af sæsonen har flere af vores spillere gjort sig bemærket i ind- og udland, og hos Handball-Planet har der været grøn repræsentation i tre kategorier. Kris var nomineret og kåret til Verdens Bedste unge forsvarsspiller. Anna nomineret til Verdens Bedste unge målvogter, og som Verdens Bedste unge venstre back har Kris atter listet sig i spil. 

Med nomineringerne i hver deres kategorier har Anna og Kris om nogen vist, at Viborg HK besidder verdensklasse. Selv i en sæson, hvor vi ikke har været repræsenteret internationalt. 

Og mon ikke Anna og Kris igen er at finde blandt kandidaterne til verdens bedste, for begge ligger nummer to på deres respektive positioner med en høj margin ned til nummer tre.