Vi skal presse dem på ressourcerne

Grundspillets anden sidste hjemmekamp er et vaskeægte lokalopgør. Viborg HK og Randers HK har gennem årene været leverandør af tætte og spændende kampe, og aftenens opgør tegner til at blive endnu en af slagsen. Hjemmeholdet fra Viborg HK kæmper for at sikre sig så høj en placering i grundspillet som overhovedet muligt, inden slutspillet går i gang. Det er nemlig rigtig tæt i toppen af HTH Ligaen, hvor Odense lige nu indtager andenpladsen med ét point mere end vores piger. København Håndbold derimod ligger og ånder os i nakken med samme antal point, så alle point tæller i grundspillets sidste kampe. 

Gæsterne fra Randers HK kæmper også for alle de point, de kan få, og indtager lige nu den ottendeplads, der netop giver sidste billet til slutspillet. Med tre point ned til NFH på niendepladsen er det derfor et presset Randers hold, der skal have så mange point som muligt i bagagen, hvis de vil sikre sig en slutspilsbillet. 

Sidste opgør mod Randers HK endte med en tre-måls sejr til vores piger, og denne bedrift skulle gerne gentages igen i aften, så vi kan sætte to point på kontoen. Det er dog et lidt andet Randers-mandskab vi skal op imod i denne kamp, da deres nok største profil ikke er med. Men som den tidligere Randers HK spiller, og nuværende Viborg HK profil, Fisker siger, så virker det til, at gæsterne har fundet fodfæste igen. 

- Det er aldrig en mindre detalje, når et hold mister en spiller som Jamina Roberts. Men det virker på deres resultater som om, de har fundet et godt fodfæste efter hun er gået ud. De har sikkert også vidst i et stykke tid, at hun var ude, og har dermed vænnet sig til tanken, men en spiller som hende kan man ikke pille ud af et hold, uden at det mærkes. Jeg håber, vi kan presse dem på ressourcerne, hvor de efterhånden er lidt ramt, siger Fisker der kom til Viborg HK i opstarten til denne sæson fra netop Randers HK. 

Og med sit kendskab til dagens modstander forventer Fisker også, at det bliver en tæt og spændende kamp. 

- Det bliver forhåbentligt en mega fed kamp at se, for begge hold har brug for point. Det er en kamp, der kan gå begge veje. Der er ingen klare favoritter, så det handler om at være fuldt fokuserede hele vejen, for ellers kan det godt gå galt, slutter Fisker. 

 

Kampen mod Randers HK spilles i VIBOCOLD Arena kl. 20.00. 

Kan du ikke se kampen live i hallen, kan du se med på TV2 Sport eller følge LiveScore og Live Blog hos Viborg Stifts Folkeblad