Der venter en lækkerbisken af en kamp

Der venter en lækkerbisken af en håndboldkamp, når Viborg HK og Team Esbjerg i aften brager sammen i et vaskeægte topbrag. Det er ligaens nummer to mod ligaens nummer et, og samtidig et opgør mellem to hold, der på det seneste har hentet selvtillid fra hver deres turnering. Estavana Polman og Team Esbjerg har skabt rigtig flotte resultater i Champions League, men Anna Kristensen og Viborg HK er buldret ind i 2020, hvor holdet endnu ikke har mistet point. 

Med selvtillid i rygsækken og en masse erfaringer rigere fra et hav af kampe, er der vist ingen der tvivler på, at aftenens kamp med al sandsynlighed bliver en tæt affære. Modsat første møde i denne sæson, hvor Team Esbjerg løb med en storsejr. 

- Vi har kigget på den kamp og lært af den. Der er sket meget på begge hold siden sidste opgør, og det er en helt anden kamp. Godt nok tabte vi den første kamp, men vi gik all-in hele vejen, og så tabte vi det sidste kvarter 12-1. Det skabte et resultat, der så skidt ud. De første tre kvarter var vi egentligt helt med og har muligheden. Vi har lært af det sidste kvarter, og at det ikke er sådan, vi skal spille i Esbjerg. Vi kan ikke bare løbe op og skyde hurtigt. Vi er nødt til at arbejde og se, om ikke vi kan åbne deres forsvar bedre, end vi gjorde det sidste kvarter på hjemmebane, siger Jakob Vestergaard inden dagens kamp.

Og der er sket meget siden sidste opgør. Godt nok har 2020 behandlet Viborg HK rigtig godt, men der har været malurt i bægeret, for flere skader har sneget sig ind i truppen, hvorfor Jakob har måttet stille med andre formationer, end først planlagt. 

- Jeg vil allerhelst have, at vi spillede med fuldt holdkort og stærkeste opstilling, og jeg er sikker på, de (Team Esbjerg, red.) har noteret sig, hvordan situationen ser ud. Det gode er, at vi er i et godt flow, der er god stemning og god træningskultur, så jeg tror, at spillerne er klar til at løfte opgaven - også de opgaver, de måske ikke er vant til. Det bliver de nødt til imod Esbjerg, for der vil være perioder, hvor vi spiller i nogle formationer, vi ikke har trænet så meget, hvis overhovedet, siger JAkob og slår fast, at selvtilliden i truppen er god trods skadessituationen. 

- Der er god selvtillid og tilstand i holdet, som gør, at man føler langt det meste kan lade sig gøre. Havde vi nu tabt syv kampe i træk, så havde det været helt forfærdeligt, men nu har vi vundet de sidste syv, og det skulle gerne gøre, at man tror så meget på sig selv og hinanden, at man er klar til at løse de udfordringer, der kommer i anderledes situationer. 

Og der bliver brug for selvtillid og tro på tingene, for mod Team Esbjerg er der ikke plads til fejl eller perioder, hvor man zoner ud. 

- Når vi spiller topkamp skal alt lykkes. Så er det ikke nok at sige, vi skal dække godt op. Vi kan stå i en situation, hvor vi dækker godt op og det gør Esbjerg også, og så er det ikke nok. Vi skal have succes med hele paletten af forsvarsspil, få tekniske fejl kontramæssigt, få flow i angrebsspillet og gøre hinanden gode, score på chancerne og løbe godt retur, så de ikke scorer på kontra. 

- Vi har været inde i en rigtig god periode med masser af kontinuitet og har tanket en masse selvtillid. Det gør forhåbentligt, at spilkonceptet sidder en anelse bedre, end det gjorde i den første kamp. Vi har dækket godt op i en lang periode, men ved også, at vi i dag skal spille mod det måske mest eksplosive angrebsspil i ligaen. Det er jo spørgsmålet om, hvorvidt vi kan stoppe det. Kan vi det, har vi også en chance. Men det giver sig selv, at scorer de mange mål i spillet seks mod seks, så bliver vi presset. Så det har vi lagt en del fokus på, samtidig med, at vi ved, de har en stor fysik og mange spændende spillere og forskellige måder at spille på. Det har vi forsøgt at forberede os på, slutter Jakob Vestergaard. 

Kampen mod Team Esbjerg spilles kl. 18.30 og kan ses på TV2 Sport. Kampen kan også følges på LiveScore og hos Viborg Stifts Folkeblad